Han kommer ikke lige fra skoven, den 49-årige Henrik Studsgaard, som er Miljøministeriets nye departementschef, men han har været der. Henrik Studsgaard er nemlig - foruden jurist - også uddannet skov- og landskabsingeniør, skriver Altinget.dk, som har interviewet Henrik Studsgaard. Og baggrunden som skovmand tager Henrik Studsgaard med ind i sit nye topjob.

- Jeg har været privilegeret at kunne tage flere uddannelser, som giver mig forskellige indgangsvinkler til, hvordan man kan se på tingene. Jeg har hele min rygsæk med mig. Jeg håber, at det betyder, at jeg på den ene side kan lave en god akademisk analyse af problemerne og løsningerne. Og på den anden side også kan være praktisk orienteret, siger Henrik Studsgaard til Altinget.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Grøn omstilling

En af hans opgaver bliver at hjælpe miljøminister Ida Auken (SF) med at føre hendes og regeringens grønne omstilling ud i livet.

- Det er en stor udfordring. Der foregår et paradigmeskift i disse år, hvor vi i højere grad skal evne at sammentænke miljøpolitikken med erhvervspolitikken og den økonomiske politik og i det hele taget samarbejde med andre for at få politikken gennemført, siger Henrik Studsgaard.

Direktør for skoven

Han har været i Miljøministeriets departement siden 2004, men tidligere har han også været både fuldmægtigt og direktør i Dansk Skovforening, og de erfaringer tager han med ind i chefjobbet på flere måder. Det er nemlig vigtigt, at organisationerne bliver lyttet til.

- Det er utroligt vigtigt, at vi som ministerium er åbne og lydhøre. For det første er der jo en kæmpe kompetence ude i verden med folk, der virkelig ved, hvad det handler om. For det andet skal den politik, vi laver, også virke i virkeligheden. Derfor er det vigtigt så tidligt som muligt at tage højde for omverdenens indvendinger, siger Henrik Studsgaard til Altinget.dk.