Folk strømmede til, da landbrugets konkurrenceevne onsdag aften var til debat i Agerskovhallen. 500 landmænd og folk med tilknytning til faget var på plads, da fødevareminister Mette Gjerskov (S) og landbrugets førstemand, Martin Merrild, gav deres bud på fremtiden.

Det er en tilfreds med-arrangør, landboforeningsformand Christian Lund, der gør status.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det blev en rigtig god aften, hvor vi virkelig var vidt omkring, siger formanden for Sønderjysk Landboforening.

Christian Lund glæder sig over, at det endeligt lykkedes at præsentere fødevareministeren i det sønderjyske, og det var en veloplagt minister, der fortalte om konkurrenceevnen og svarede på deltagernes spørgsmål. Løfter kom der ingen af.

- Vi var ikke enige i alt, hvad der kom fra ministeren, men jeg tror og håber på, at hun vil tage spørgsmålene med hjem og tage det med i sine fremtidige overvejelser for landbruget, fortæller Christian Lund.

Se muligheder

Formanden for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, sagde på mødet, at det er let at være negativ over for en minister, og at han også er uenig i mange ting med Mette Gjerskov.

På den anden ting skal man se muligheder i og følge op på de initiativer, der kommer fra ministeren. Martin Merrild nævnte Mette Gjerskovs løfte om, at slagterierne ikke skal betale mere for rensning af spildevandet, end det reelt koster, ligesom hun meldte ud, at hun gerne ser flere slagtesvinestalde, så der ikke skal sendes svin ud af landet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Topmødet var arrangeret af Sønderjysk Landboforening i samarbejde med LandboSyd, LHN, Landbrugsrådgivning Syd og Agerskov-gruppen.