Lyt til artiklen:

Kvægformand: Frygter en stor del af mælkeproduktionen flytter til udlandet

00:00
Hastighed: ???x
03:48

En prisstigning på 50 øre pr. liter mælk er måske ikke det store for en dansk forbruger, men for de store internationale detailkæder og forbrugere, kan en prisstigning på dansk mælk, få konsekvenser for efterspørgslen på danske mælkeprodukter, forudser Christian Lund, formand for Kvæg.

I sin beretning på dagens kvægkongres mindede han politikerne om, konsekvenserne for eksporten, hvis afgiften bliver gennemført.

Artiklen fortsætter efter annoncen

80 procent af vores danske mejeriprodukter går til eksport - i 2022 var det en eksport for over 27 milliarder kroner.

- En klimafgift, som præsenteret af Svarer-udvalget, vil få store økonomiske og sociale konsekvenser. Jeg frygter, at en stor del af mælkeproduktionen vil flytte til andre lande - lande hvor klimaaftrykket pr. liter mælk i bedste fald er det samme som herhjemme - men sandsynligvis dårligere. For efterspørgslen på mejeriprodukter og kød stiger år for år på globalt plan, sagde Christian Lund til de fremmødte landmænd og organisationsfolk.

20 procent af beskæftigelsen

Christian Lund er ikke alene bekymret for eksporten, han er også bekymret for klima-afgiftens påvirkning på beskæftigelsen i landdistrikterne, hvis flere kvægbrug og svinebrug nedlægges.

- Jeg frygter, at landdistrikterne vil blive hårdt ramt af arbejdsløshed. I Vejen kommune, hvor jeg bor, er der 20 procent af beskæftigelsen, der er indenfor landbrug og fødevareerhvervene. Det er altså ude hos os i landdistrikterne, at en afgift til give ledighed - ikke inde i København og Aarhus, sagde kvægformanden i sin beretning.

Svarer-udvalget nævner i sin rapport, at kun én procent af den samlede beskæftigelse er ansat i landbruget. Michael Svarer sagde i sin præsentation af rapporten i sidste uge, at de ledige hænder fra landbruget ret hurtigt vil blive opslugt af det øvrige arbejdsmarked.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Christan Lund mindede også regeringen om, at at en høj ensartet afgift på landbruget ikke vil være forenelig med regeringsgrundlaget.

- Den afgift vil være i modstrid med ambitionen om at sikre arbejdspladser, konkurrenceevne og grøn omstilling af en fortsat stærk, dansk fødevareproduktion, sagde Christian Lund.

Stærk fødevareproduktion

Christian Lund ser landbruget som en del af den grønne omstilling.

For netop grøn omstilling af en fortsat stærk, dansk fødevareproduktion er vores mål. Og i kvægbruget har vi i den grad vist både vilje og evner til at tage fat på den grønne omstilling. En landmand, der allerede i dag gør brug af alle de rimelige og tilgængelige virkemidler, der er, skal ikke rammes af en afgift oveni. Og jeg vil gerne understrege, at jeg ser kvægbruget som en del af løsningen på fremtidens bæredygtige fødevareproduktion. Vi vil - og vi kan - gøre en forskel, sagde kvægformanden i beretningen.

Efter udspillet fra Svarer-udvalget er drøftelserne i den grønne trepart, hvor L&F sidder med om bordet. I følge Christian Lund går L&F ind i drøftelserne i treparten med ønsker om at drøfte Danmarks klimapåvirkning, sikre forsyning af gode sunde fødevarer i en tid med global usikkerhed, bidrage til landets handelsbalance, fastholdelse beskæftigelsen og livet på landet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vel at mærke, hvis vi får skruet reguleringen rigtigt sammen og sikret gode rammer for grøn omstilling i landbruget. Det er det, vi går ind i den grønne trepart med, sagde Christian Lund.