Når Martin Merrild har fejret sejren i formandsopgøret, venter der en barsk hverdag i spidsen for en kompliceret organisation, som på nogle områder endnu ikke fungerer som en sammentømret enhed.

Landbrug & Fødevarer er et forsøg på at sammensmelte mange forskellige organisationer og foreninger, som alle har en lang og forskelligartet historie bag sig. Organisationen er endnu så ny, at der trods flere omgange med organisatoriske tilpasninger stadig er lang vej igen, før den fremstår tilstrækkeligt moderne, strømlinet og dynamisk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er derfor bydende nødvendigt med yderligere oprydning, hvis Landbrug & Fødevarer skal blive omdrejningspunkt i varetagelsen af de opgaver, som et samlet landbrugs- og fødevareerhverv står over for. Det er dog svært at få øje på en fællesnævner, som både tilfredsstiller en husmand og de globalt orienterede virksomheder, som er sammen i Landbrug & Fødevarer.

Den vanskeligste udfordring

Den organisatoriske udfordring for den nye formand handler både om at skærpe embedsapparatet på Axelborg og andre steder i den store organisation. Men det bliver også nødvendigt at tage et opgør med nogle af de historiske kompromiser, som den politiske del af organisationen blev født med, men som tiden siden da er løbet helt fra.

Det er nok her, den vanskeligste udfordring ligger for den nye formand. Set udefra er det svært at få øje på, hvordan opgøret kan munde ud i en politisk organisation, som både er repræsentativ og giver den nødvendige holdånd og opbakning, som skal være til stede ved både de populære og mindre populære beslutninger, der venter.

Fælles fodslag i primærsektoren er desuden en vigtig forudsætning for, at det bliver muligt at opnå en fornuftig balance mellem primærsiden og virksomhedssiden i Landbrug & Fødevarer.

Bedste ønsker fra Maskinbladet

Opgaven kan vise sig at være umulig at løse. Vi har allerede set en form for organisatorisk afskalning i form af Bæredygtigt Landbrug. Den del af primærlandbrugets bagland, som finder sig bedst hjemme i Bæredygtigt Landbrug, er det usandsynligt, at Martin Merrild vil være i stand til at favne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og trods et forholdsvist stærkt Bæredygtigt Landbrug, der fungerer som en slags ventil for forskellige former for politisk utilfredshed, er der stadig masser af forskellige holdninger i det politiske bagland blandt de menige medlemmer af Landbrug & Fødevar. Alene af den grund venter der den nye formand en stor udfordring.

Maskinbladet sender de allerbedste ønsker om, at Martin Merrild formår at løfte den vanskelige udfordring, det vil være at bringe dansk landbrug og fødevareerhvervet ind i en ny æra, hvor det igen bliver attraktivt og respekteret at være landmand.