Formandsvalgmødet tirsdag aften i Viborg blev valgturneens mest velbesøgte, og formand Kristian Gade kunne i sin velkomst konstatere, at den midtjyske region repræsenterer 10.000 landmænd og en tredjedel af den danske landbrugsproduktion, og han kaldte derfor regionen for Danmarks spisekammer.

Det blev også antydet, at det bliver den midtjyske region, som kommer til at afgøre formandsvalget. Det er i hvert fald, hvad ordstyrer Henrik Lisberg sagde, at han har hørt på vandrørene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Martin Merrild og Niels Jørgen Pedersen havde indledningsvis et kvarters oplæg hver, og de brugte begge en del af taletiden til at fortælle om de tåbeligheder, som erhvervet udsættes for fra politisk side.

Og de tog fat på de økonomiske udfordringer, som erhvervet slås med.

Økonomi er vigtigt argument

Netop økonomien er et felt, hvor Martin Merrild mener, der skal tales endnu højere fra Axelbvorg, end der er blevet gjort hidtil.

- Det er en fejl, når jeg kan høre ude omkring, at man opfatter det som om, man på Axelborg forholder sig til den økonomiske situation ved at sige "hold kæft og cykl videre". Vi skal forklare alvoren i den økonomiske situation. Kun det giver gennemslagskraft, mener Martin Merrild.

Han mener således også, at det er de økonomiske argumenter, som skal sikre rimelige miljøregler og hurtigere sagsbehandling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Niels Jørgen Pedersen udtrykker derimod 100 procent opbakning til den linje, som han allerede repræsenterer som fungerende formand.

Enig i linje, men….

Martin Merrild udtrykte flere gange fuldstændig opbakning til linjen på Akselborg, men tilføjede alligevel flere kritikpunkter.

Kandidaterne har således forskellige holdninger, selvom de langt hen ad vejen fremstår som enige.

Et eksempel på, at de er enige og alligevel ser forskelligt på sagen, er den nye kommunikationsstrategi.

Martin Merrild kritiserede strategien for at forsøge at ensrette alt, der siges fra top til bund, som om der er tale om en koncern.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg er med på, at vi skal kommunikere på en ny og moderne måde, og jeg bakker op om kampagnen "Den nye fortælling", sagde han.

Men han er ikke enig i, at alt skal igennem den samme tragt for at lyde ens.

- Vi skal kunne favne både de store professionelle virksomheder og den folkelige organisation. Vi skal gøre mangfoldigheden til en styrke i stedet for, sagde Martin Merrild.

Niels Jørgen Pedersen mener derimod, at det er altafgørende for at kunne flytte noget, at det er det samme man hører fra Landbrug & Fødevarer, uanset hvorfra udtalelserne kommer.

Både fra tilhørere og formandskandidater var der enighed om, at det er vigtigt med en synlig formand. Men ingen af formandskandidaterne ville kritisere de ansatte ledere på Axelborg for at have fyldt for meget på bekostning af de folkevalgte ledere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Martin Merril konstaterede, at embedsmændene fylder præcis så meget, som de folkevalgte giver dem plads til, og Niels Jørgen Pedersen udtrykte et håb om, at tilhørerne har kunnet se en forskel de seneste tre måneder.

EU-støtte kommet for at blive

På mange områder ser de ret ens på tingene. EU-støtten er kommet for at blive - selvom ingen af dem er begejstrede for at være spundet ind i alle de regler og det bureaukrati, der er en konsekvens af støtten.

Men de mener, at støtten er så højt på dagsordenen i det øvrige EU, at det er meget vigtigt, at Danmark tager bestik af det faktum og medvirker til at sikre, at danske landmænd ikke kobles helt af indflydelsen ved blot at tale om en afskaffelse.

Kandidater med uddannelse

Fra tilhørerne blev der gået hårdt til kandidaterne, som også blev afkrævet en redegørelse for deres uddannelsesmæssige kvalifikationer og sprogkundskaber.

Martin Merrild er agrarøkonom og merkonom i landbrugsledelse og finansiering, og han har haft praktikophold i England, Tyskland og Canada. Han begår sig uden problemer på engelsk. Han har arbejdet som faglærer og i landbrugsmaskinbranchen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Niels Jørgen Pedersen har efter 9 års skolegang taget landmandsuddannelsen, fordi det er det, han altid har ønsket og derfor er gået målrettet efter. Han kan tale engelsk.

Begge kandidater er generelt rappe i replikken. Det fremgik også af afslutningen, hvor Martin Merrild sagde, at hvis han bliver valgt, får man en mulighed for at få begge, og Niels Jørgen Pedersen tog straks over:

- Det er interessant, at et væsentligt argument fra Martin er, at I får mig med!

Efter en kaffepause blev scenen overladt til de tre viceformandskandidater, Asger Christensen, Henrik Frandsen og Finn Pedersen.

Et af de spørgsmål, de skulle svare på, var, hvem de støtter som formand. Finn Pedersen svarede, at han støtter Niels Jørgen Pedersen, og Asger Christensen svarede, at han personligt støtter Martin Merrild.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kun Henrik Frandsen meldte ikke ud. Han afventer et bestyrelsesmøde onsdag aften hjemme i sin forening, hvor man vil træffe en beslutning i forlængelse af valgkampen.