Danske landmænd fik 166 millioner kroner for meget udbetalt i landbrugsstøtte i årene 2005 og 2006. Men landmændene kommer ikke selv til at punge ud for efterkravet. Det skriver dagbladet Information.
- Det er statskassen, der går ind og betaler, siger vicedirektør i NaturErhvervstyrelsen, Ole Heinager, til avisen.
Han forklarer, at eftersom EU’s kontrol er baseret på stikprøver og overslag, kan styrelsen ikke identificere de landmænd, som har fået for mange penge. I enkelte tilfælde kan styrelsen genoptage sager og opkræve pengene direkte af landmanden, men i det store hele må staten betale for fejlene.
Flere partier kræver nu, at ministeren ser på sagen.
Venstres landbrugsordfører, Erling Bonnesen, undrer sig over sagen og kræver en redegørelse fra fødevareminister Mette Gjerskov (S).
- Det lyder ikke rimeligt, at EU baserer sin kontrol på et overslag. Bare fordi én landmand har begået en fejl, betyder det ikke, at resten også har. Det skal Danmark ikke finde sig i, og jeg vil bede fødevareministeren om en redegørelse. Kontrollen virker for tilfældig, og vi må have en afklaring, siger han til Information.