Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Sådan bliver din vandingsmaskine klar til sæsonen
Når først, der er brug for at vande afgrøderne på markerne, gælder det om at have sine vandingsmaskiner klargjorte, så man ikke risikerer, at de kommer til at stå stille.
To af WekoAgro Machinerys eksperter har samlet en række gode råd til, hvordan man får sine vandingsmaskiner klar til sæsonen.
Det første råd er, at man får tjekket dyssen på vandkanonen, og at den bliver skiftet, hvis den er slidt. En slidt dysse kan nemlig resultere i en upræcis vanding. Det forklarer WekoAgro Machinerys produktspecialist på vandingsudstyr, Mogens Lauridsen.
- Det kan være svært at se, om dyssen på kanonen er slidt. Der kan nemt sætte sig aflejringer i dyssen, hvilket giver et uens spredemønster. Desuden kan småsten eller grus lave ridser i dyssen, som også giver en upræcis vanding, selvom maskinen er indstillet korrekt. Derfor bør man skifte dyssen, hvis den har kørt mere end tre til fire år, siger han i en pressemeddelelse.
Det er også vigtigt, at få tjekket de dele, som holder styr på, at slangen bliver rullet korrekt ind på rullen. For hvis de går i stykker, kan man risikere, at der går hul på slangen.
- Det er vigtigt at tjekke, om medbringertappen, det er også det, man kalder en lus, er slidt ned. Det kan man gøre ved at sammenligne med en ny lus. Især messinglus bliver hurtigere slidt, og den må ikke gå i stykker undervejs i sæsonen, siger Jørgen Hauge, der er serviceteknikker hos WekoAgro Machinery.
- Derudover skal man være opmærksom på de ruller, som sidder i slangestyret. Hvis de er slidt ned, kan man nemlig risikere, at der går hul på slangen, når den rulles ind. Det kræver, at man skal have en tekniker ud og skære slangen op og svejse den sammen, og så kan maskinen ikke vande i mellemtiden.
Styr på service og hele vandingskæden
En anden vigtig ting er, at have styr på hele vandingskæden, hvis man skal sikre en stabil og præcis vanding. Derfor skal man starte sit eftersyn allerede ved brønden.
- Det første, du skal tjekke op på i vandingskæden, er, om din pumpe og installationerne i brønden er i orden og kan starte. Du skal desuden være opmærksom på, om det larmer, når pumpen kører. Det kan nemlig være tegn på, at lejerne skal skiftes, forklarer Jørgen Hauge.
Desuden er der forskel på, hvilken type pumpe, man har ved sin brønd i forhold til, hvordan den skal fungere og eventuelt serviceres.
- Hvis man har en dykpumpe, skal man være sikker på, at den kan holde trykket fra man lukker for vandet, indtil man tænder for det igen. Hvis man har en pumpe oven på jorden, skal man være opmærksom på, at der i hver sin ende af motoren sidder nogle lejer, som larmer, hvis de skal skiftes, siger Jørgen Hauge.
Du skal desuden være opmærksom på, at det kan være svært at høre, om pumpen er begyndt at larme mere. For larmen udvikler sig typisk løbende i løbet af sæsonen.
- Det er ikke altid så nemt at høre, om lejerne skal skiftes. For larmen udvikler sig stille og roligt, og den kan blive voldsom. Når man så skifter lejerne, forsvinder larmen pludseligt, siger Jørgen Hauge.