10 EU-lande skal samlet betale cirka to milliarder kroner tilbage, som de uretmæssigt har fået udbetalt i landbrugsstøtte fra fælleskassen. Det skriver epn.dk.


Danmark må på den kontor returnere 37 millioner kroner til EU-Kommissionen i Bruxelles.

 

Kommissionen fastslår i en meddelelse, at "pengene vender tilbage til budgettet, fordi EU-reglerne for landbrugsudgifter ikke er overholdt, eller kontrollen med dem har været utilstrækkelig".

Det understreges, at de 27 medlemsstater er ansvarlige for at betale og kontrollere udgifter i forbindelse med den fælles landbrugspolitik. Kommissionen skal omvendt sikre sig, at medlemsstaterne har anvendt midlerne korrekt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kravet vedrører budgetperioden 2000-2006 og Fødevareministeriet har gennem længere tid på linje med andre lande argumenteret for, at det samlede danske budget for området ikke er overskredet i perioden, og kravet derfor er urimeligt. Men Kommissionen står trods langvarige diskussioner om emnet fast på tilbagebetalingen.