Efter dialog med EU-Kommissionen er NaturErhvervstyrelsen klar til at kompensere endnu flere landmænd med landbrugsstøtte som konsekvens af den såkaldte Demmer-dom. Ansøgning skal være modtaget hos NaturErhvervstyrelsen senest 1. august.
Længere tids pres fra NaturErhvervstyrelsen over for EU-Kommissionen resulterer nu i, at styrelsen kan hjælpe op mod 1.000 ekstra landmænd med at få landbrugsstøtte for årene 2009 til 2015, som en konsekvens af den såkaldte Demmer-dom ved EU-Domstolen sidste sommer.
- Derfor udvider vi nu vores efterlysning af landmænd, som burde have fået landbrugsstøtte i årene 2009 til 2015,
Lone Dige Toft, enhedschef, NaturErhvervstyrelsen
Det sker efter, at EU-Kommissionen har givet grønt lys til, at en række danske landmænd kan få landbrugsstøtte med tilbagevirkende kraft på arealer i lufthavne eller andre typer græsarealer med ikke-landbrugsmæssig anvendelse, selvom de i sin tid opgav at søge støtte til arealerne. Landmændene fik efterfølgende inddraget deres betalingsrettigheder pga. manglende udnyttelse. De får nu også mulighed for at få nye betalingsrettigheder.
- Derfor udvider vi nu vores efterlysning af landmænd, som burde have fået landbrugsstøtte i årene 2009 til 2015, siger enhedschef Lotte Dige Toft fra NaturErhvervstyrelsen.
Kommissionen havde oprindeligt tilkendegivet, at det kun var landmænd, som aktivt søgte støtte i de enkelte år, der kunne se frem til at få kompensation på grund af den såkaldte Demmer-dom.
Med den nye melding fra Kommissionen opfordrer styrelsen derfor til, at man går ind på www.naturerhverv.dk og tjekker, om man er omfattet af de nye regler. Der er nogle krav, man skal leve op til. For at få støtte skal arealet for eksempel have været anmeldt i fællesskemaet som ikke støtteberettiget areal, og der skal være udført en landbrugsaktivitet på arealet. For at få nye betalingsrettigheder skal man være aktiv landbruger.
Hvem kan kompenseres?
Det er landmænd, som oprindeligt har fået en negativ afgørelse på deres støtteansøgning, og af den grund er holdt op med at søge støtte, der nu kan kompenseres for de efterfølgende år. Desuden bliver det også muligt for landmænd, der tidligere har søgt støtte, for eksempel tilbage i 2010, men som efterfølgende har undladt at søge støtte på grund af NaturErhvervstyrelsens forkerte udmeldinger, at få kompensation.
Ansøgningsfrist 1. august 2016
Man skal udfylde og sende en særlig blanket for at få kompensation og betalingsrettigheder. Blanketten skal senest 1. august 2016 være modtaget i NaturErhvervstyrelsen. Fristen er én absolut frist.
Ansøgningerne behandles i den rækkefølge, som de kommer ind til styrelsen og vil blive vurderet efter den nye praksis, hvor det er den faktiske landbrugsaktivitet på arealet, der er afgørende.
Betalingsrettigheder og fællesskemaet 2016
Hvis man skal bruge betalingsrettighederne for et areal i 2016, er det vigtigt, at man har rådighed over arealet den 21. april og anmelder arealet som landbrugsareal i Fællesskema 2016, inden 17. maj, som er deadline for ændringer og forsinket indsendelse.
Når man tilføjer arealerne i fællesskemaet, kan man gøre os opmærksom på, at man søger støtten med forbehold for, at NaturErhvervstyrelsen godkender arealet. Det gør man ved at skrive i bemærkningsfeltet i fællesskemaet, at man også indsender blanket om kompensation. Hvis det efterfølgende viser sig, at arealet ikke er støtteberettiget, vil man ikke blive sanktioneret for arealet.
1. august gælder de almindelige forældelsesregler for afgørelsessager
Ansøgere, som har fået en forkert afgørelse og fået afslag på støtte til arealerne og evt. tilbagebetalingskrav, blev efterlyst i januar 2016. Den efterlysning gælder stadig. Hvis sådanne ansøgere ikke har henvendt sig senest 1. august 2016, gælder de almindelige forældelsesregler. I forhold til vores tidligere nyhed fra 9. juli 2015 betyder det, at suspensionen af forældelsesfristen ophæves, og at forældelsesfristen løber videre pr. 1. august 2016.