Maskinbladet, Portugal.

45 procent. Præcist så meget nyt finder man på John Deeres nye mejetærsker. Det handler om den store S-serie af rotormejetærskere. Serien kommer nu i fire nye modeller, og man skal ikke lade sig narre af, at modelbetegnelserne på de nye maskiner minder om den nuværende. For både design, kabine, indtag, rotor og solde er ændret på S-serien, som den ser ud fra i dag 1. juli 2012.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Faktisk er den nye S-serie den maskine, John Deere har brugt flest penge på at udvikle nogensinde i koncernens historie ? over 100 millioner euro er der brugt.

Først og fremmest springer et ændret design i øjnene. Designet på maskinen har ændret sig, og en ny Premium-kabine har fundet vej til S-serien. Inde i kabinen er der store ligheder med 8R-traktorerne. S-serien har fået det samme CommandArm-armlæn, som vi kender fra 8R.

Identisk terminal

Med CommandArm-armlænet følger også GreenStar 3-CommandCenter som standard ? samme type skærm, som også hører hjemme i 8R ? og nu også i 7R og 6R, som er blevet præsenteret sammen med de nye mejetærskere. Det giver alt andet lige en bedre brugervenlighed, hvis maskinparken er 100 procent John Deere. Terminalen giver i øvrigt mulighed for at vise videokamera, hvis det er monteret på maskinen.

På terminalen justerer man en lang række funktioner, og skærmen kan som tilvalg fås i en touch-følsom udgave. Og den håndterer også autostyring, hvis man har det monteret på den grønne top-tærsker.

Selve armlænet i maskinen rummer dog også en række kontakter og knapper, så man også ad den vej kan justere på de mange funktioner på maskinen. Det står piloten frit for, hvilken måde man ønsker at navigere rundt på. Og ønsker man blot det hurtige overblik, viser en forbedret computer i hjørnestolpen de mest gængse funktioner, så som hastighed, belastning og omdrejninger på motoren, fejlmeldinger og skærebordets hældning og højde over stubben.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Som ekstraudstyr kan brugeren få monteret GreenStar 2630-terminalen i kabinen. Den er nødvendig, hvis man som pilot vil benytte sig af HarvestDoc-softwaren fra John Deere. HarvestDoc logger en lang række informationer fra høstarbejdet, som kan overføres til en PC.

I Premium-kabinen er der blevet plads til et stort integreret køleskab, så man kan nyde kolde drikke og spise en afkølet madpakke i stedet for den traditionelle svedende spegepølsemad fra en lun madkasse.

Driftsleder og montør kan følge med

Kabinen er vokset ? fra 2,5 kubikmeter til 3,2 kubikmeter, og der er masser af opbevaringsplads i forhold til tidligere i den lyse kabine, der også er blevet væsentlig forbedret, når det gælder udsyn.

De to forreste stolper er nemlig så smalle, at de virker næsten usynlige, når man sidder i førersædet og kigger ud på det grønne skærebord.

Og er man som pilot ikke opmærksom og effektiv nok, risikerer man at få det at vide. For første gang er en maskine fra John Deere nemlig som standard udstyret med JD Link Ultimate. Systemet er kort fortalt et flådestyringsprogram, så ejeren kan se, hvor maskinen opholder sig. Men ud over det kan ejeren på en PC hjemme på kontoret se en lang række funktioner på mejetærskeren, så som brændstofniveauet og fejlmeldinger på maskinen. Og endnu smartere er, at man kan give tilladelse til, at en montør fra John Deere kan logge sig på og få et overblik over problemet, inden montøren kører ud til maskinen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vi har tidligere sporadisk hørt om JD Link, der blev lanceret for godt to år siden. Men systemet er aldrig rigtig kommet fra start - men det kommer nu.

- JD Link var i dens oprindelige udgave lidt for svag i forhold til, hvad vi ønskede os, hvilket gav nogle forhindringer. Derfor har vi nu udviklet en ny version af systemet, der er særdeles potent, fortæller Ian Gray fra John Deere International.

Systemet er gratis de første 12 måneder, og derefter skal der betales for den videre brug. Og her kan man købe en ekstra feature til ? JD Link Harvest Module ? og så bliver der rigtig konkurrence mellem piloterne.

Med dette modul kan ejeren blandt andet se de specifikke indstillinger på hver enkel mejetærsker, se den øjeblikkelige kapacitet, og han kan også se spildet fra maskinen. De forskellige data kan sættes op i en graf, så det er muligt at se, hvor stor en del af tiden, mejetærskeren eksempelvis har holdt stille med fuld tank, læsset af ved stilstand eller kørt for langsomt i forhold til sidemanden og så videre.

- Hvis man har to maskiner i samme mark, kan man således se, hvilken pilot, der gør det bedst eller har indstillet maskinen mest optimalt. Ud fra dette kan ejeren indstille begge maskiner til den største kapacitet, forklarer en medarbejder fra John Deere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De forskellige data kan fra både terminal og pc i øvrigt læses over på en USB som en PDF-, Excel- eller ISO Html-fil, som er tre gængse formater, der kan læses af de fleste computere i dag

Flere hestekræfter og den største korntank

Kampen om kapacitet handler også om effekt. De fire nye S-serie-maskiner, der starter med S660, S670, S680 og slutter med S690, får flere hestekræfter.

Den nominelle effekt går fra 325 til 551 hestekræfter. Den maksimale effekt derimod løber fra 370 til hele 625 hestekræfter ? leveret af en 9,0 liters motor på de to mindste modeller og en 13,5 liters maskine på de to største modeller. Begge motor-typer er udstyret med dobbelt turbolader, og Ligesom de nye motorer på traktor-serierne, så har John Deere med motorerne til de nye mejetærskere formået at leve op til Stage IIIB/Tier IV Interim-kravene uden brug af SCR-teknologi med tilsætning af Adblue.

Det kan lade sig gøre ved hjælp af en katalysator og et partikelfilter, der spiller sammen med den eksterne recirkulering af en del af udstødningsgassen. Både katalysator og partikelfilter er vedligeholdelsesfrit.

Størrelsen på korntanken følger også opdelingen af motorerne. S660 og S670 får en korntank med et rumindhold på 10.600 liter, mens de to top-modeller runder 14.100 liter ? ifølge John Deere den største korntank på markedet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Låget til tanken betjenes via en kontakt i kabinen.

Mulighed for at forbedre halmkvalitet

For første gang er John Deere leveringsdygtig i bælter til mejetærskere direkte fra fabrikken. På S-serien betyder det en transportbredde på 3,5 meter.

De dele, der står for at separere kernerne fra strået, har ligeledes gennemgået en række ændringer. Rotoren på de nye modeller starter ganske vist i accelerationsafsnittet med at være identisk med tidligere, men derefter er den i forhold til før gjort mere konisk og over et længere stykke bagud på maskinen. En ny feature gør det også muligt at sende materialet hurtigere igennem rotoren, hvilket giver en mindre ?forslået? halmstreng efter maskinen.

- Nu kan vi indstille toppladen over rotoren i to positioner. Toppladen har en række ledeskinner, som styrer materialet. Den ene position på pladen er standard-indstillingen, hvor man går efter den højeste produktivitet. Men den anden position gør, at materialet ledes hurtigere gennem rotoren, idet ledepladernes retning i forhold til rotoren ændres, forklarer en produktspecialist hos John Deere International.

Han påpeger også, at soldarealet på den nye S-serie er forøget med 19 procent.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bagerst på 2011-udgaverne af rotormaskinerne fra John Deere er der kommet en ny snitter med 44 knive. Fordelingen af den snittede halm sker via en nyudviklet løsning, der består af to tallerkenspredere, som fordeler halmen ud til siden, mens to vandrette pendulerende spredere tildeler halmen i den midterste del af skærebordets bredde.

Hvis man vælger denne løsning, får man også en anderledes type snitter på maskinen. Den har flere knive og via et enkelt tryk på terminalen i kabinen kobles den til eller fra.

Ved kørsel med skæreborde på over ni meter anbefaler John Deere det eksisterende PowerCast-system.

De nye mejetærskere kan udstyres med skæreborde fra 4,3 til 10,7 meter.