Agco fortsætter med et solidt overskud. Det viser det netop offentliggjorte regnskab for første kvartal 2011.

Fjerde kvartal 2010 bød på et overskud på 436 millioner danske kroner, og første kvartal for 2011 viser næsten identiske tal. Koncernen kom ud af årets tre første måneder med et resultat efter skat på 406 millioner kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

 Og de 406 millioner er et langt bedre resultat, sammenlignet med samme periode 2010. Her tegnede koncernen sig for et overskud på blot 51,7 millioner kroner.

Omsætningen steg med 35,3 procent i første kvartal 2011 i forhold til første kvartal 2010, og Agco's topchef, Martin Richenhagen, giver den bedre økonomi og større markedsandel skylden for det øgede salg:

- I Europa er det hovedsagelig en igen stabil og styrket økonomi i landbruget, der giver os en øget omsætning. I Nord- og Sydamerika har vi nydt godt af en større markedsandel, og det har bidraget positivt, fastslår Martin Richenhagen.

Ifølge Martin Richenhagen vil Agco fortsætte fokus mod at forbedre effektiviteten, og så skal der bruges en væsentlig sum penge på øget udvikling af nye teknologier - især målrettet mod tiltag, der kan gøre Agco Sisu Power-fabrikken - Agco's motorfabrik - i stand til at fremstille motorer, der kan overholde det sidste sæt krav om mængden af udledningen af skadelige partikler i udstødningen - de såkaldte Tier-krav, som for visse motorer træder i kraft i 2014.