Det er ikke blot gravemaskiner og traktorer, vi ser i eksperimenterende såkaldte hydbrid-modeller, hvor drivkraften ikke alene kommer fra en traditionel motor.

I april 2010 på den store tyske entreprenørudstilling, Bauma, viste italienske Merlo en hybrid-udgave frem af en teleskoplæsser, som kører på både diesel og el.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og ideen lever stadig, for Merlo viste selvsamme maskine frem på den italienske Eima-udstilling i november 2010.

Maskinen er dog stadig en prototype, og der kører på nuværende tidspunkt tre eksemplarer af maskinen, der er fremstillet over en traditionel P41.7 Panoramic.

- Teleskoplæsseren har tre køremodes: Diesel, el eller begge på samme tid. Hvis den kører på ren el, yder den elektriske generator 68 hestekræfter, men kobler man både diesel- og el-motor til på én gang yder maskinen 143 hestekræfter, forklarer en medarbejder fra Merlo.

Dermed er dieselmotoren væsentligt mindre i forhold til den traditionelle P41.7, som alt efter valg af motor yder 104 eller 142 hestekræfter. En lille Kubota diesel-motor på 75 hestekræfter udgør kræfterne i hybrid-maskinen.

- vi har endnu ikke fastlagt, hvornår vi lancerer den endelige version. Vi skal være sikre på, at tingene arbejder 100 procent optimalt, før vi lancerer den, fortæller den medarbejder, Maskinbladets udsendte talte med på Eima-udstillingen.