Agromek blev tirsdag officielt åbnet af statsminister Lars Løkke Rasmussen, som benyttede anledningen til at holde en peptalk om, at vi er på vej ud af krisen, og at den nuværende regering er bedst til at sikre gode rammebetingelser for erhvervslivet - herunder dansk landbrug.

Mange tilhørere snakkede efterfølgende om, at talens retorik bar præg af, at et valg må være nært forestående.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Eksempelvis fremhævede statsministeren blandt andet, at regeringens politik er årsagen til, at renten er lav, og at det er meget værdifuldt for os alle sammen og ikke mindst for landbruget, som kan få problemer med en høj rente i kraft af en meget høj gældsætning.

Og han undlod heller ikke at gøre opmærksom på de mange ulykker, som han mener, oppositionen vil påføre samfundet.

Han fremhævede også primærlandbrugets betydning for de mange følgevirksomheder og for hele det danske samfund.

Lars Løkke Rasmussen roste også landbrugets historiske evne til at omstille sig under nye vilkår. Og han sammenlignede udfordringen med den, som Damernes Magasin stod over for i tv-serien Matador, hvor forretningen tog høje priser og havde lav service.

- Der er over alt i verden en Mads Skjern til at udfordre os, sagde han og nævnte, at en gang blev mobiltelefoner "made in China", sagde han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I dag bliver de ikke bare fremstillet i Kina. De bliver også udviklet og designet i Kina, sagde Lars Løkke Rasmussen.

Han brugte eksemplet til at slå et slag for, at alle slags jobs er vigtige.

- For hvis produktionen flytter ud, er der en øget risiko for, at der flytter viden med ud, sagde han og brugte det som et billede på, at primærlandbruget har meget stor betydning for det danske samfund.

Efter talen blev statsministeren vist rundt på messen, og han fik en snak med nogle af de udstillere, som havde spændende nyheder med på udstillingen.