Preben Bramming, FRATS-producent fra Haderslev, har været med i demonstrationsprojektet "plus 25 kroner", som er gennemført i regi af Videncenter for Svineproduktion (VSP).

Formålet var at forbedre produktionsresultaterne på bedriften - og især tilvæksten, som i 2008 lå på 678 gram pr. dag. Foderforbruget lå på 2,6 FEsv pr. kg tilvækst. Der var 5,4 procent døde fra indsættelse til levering og en kødprocent på 61,2.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Preben Bramming har både dobbelt-FRATS-sektioner og slagtesvinesektioner. Der er derfor et lidt kompliceret holdsystem, som skal gå op. Han sælger kun grise, hvis der skal skaffes plads i produktionen. Sidste år solgte han slet ikke grise. Men tidligere har han solgt nogle få hold om året.

Svagt positiv for PCV2

Da Preben Bramming kom med i "plus 25 kroner", havde besætningen dansk PRRS og Mycoplasma. Der var desuden problemer med Lawsonia-diarré. I dag er besætningen, hvad hans dyrlæge, Michael Agerley, Svinevet, kalder svagt positiv for PCV2.

Ud over konsulenterne fra VSP og Michael Agerly deltog også Preben Brammings svinekonsulent Jes Callesen, Syddansk Svinerådgivning i "plus 25 kroner"-projektet.

Hyologisk har mødt Preben Bramming og de to rådgivere for at høre om deres erfaringer.

Rådgivningsforløbet i "plus 25 kroner"-projektet varede i et års tid hen over 2007 og 2008. Der er lavet flere forskellige tiltag på bedriften under dette forløb.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fald i dødelighed og kødprocent

Preben Bramming har imidlertid også valgt at fortsætte med rådgivningssamarbejdet med de to rådgivere, så der nu en gang i kvartalet arrangeres et fællesbesøg.

Optimeringen på produktionen er derfor fortsat. Blandt andet ved at prøve at PCV2-vaccinere fire hold grise. Det er en del af et forsøg. De første grise blev vaccineret i juli 2009, og de sidste grise i dette forsøg blev leveret i april i år.

I 2009 var den gennemsnitlige daglige tilvækst således steget til 725 gram pr. dag, og trenden er opadgående (seneste E-kontrol viste 774 gram daglig tilvækst). Foderforbruget var cirka det samme. Det vil sige 2,56 FEsv pr. kg tilvækst, dødeligheden var reduceret til 3,6 procent, mens kødprocenten var reduceret til 60,6.

Reduktionen af dødeligheden har i produktionen en værdi på 72.000 kroner årligt. Faldet i kødprocenten trækker lidt den anden vej, men opvejes af, at foderblandingerne er blevet meget billigere, siger Michael Agerley.

- Målsætningen er at få tilvæksten over 800 gram pr. dag, da det vil give bedre plads i anlægget, fortsætter han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Læs mere i den nye udgave af Hyologisk, der udkommer i morgen. Abonnement kan bestilles på www.agrar.dk eller 76207970.