Knap nok er sneen smeltet, før startskuddet til såning af vårbyggen på markerne hos David Hørlyck Nielsen i Midtjylland er gået.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Som noget nyt har den unge landmand ved Skarrild allieret sig med Brdr.Rasmussen, der har overtaget pasningen af de 550 hektar, som David Hørlyck Nielsen ellers selv har passet i flere år.

- Med de krav, der stilles til landbruget i dag, er jeg nødt til at koncentrere mig om min svineproduktionen og den generelle drift af landbruget, sagde David Hørlyck Nielsen, da Maskinbladet besøgte ham.

Han har skåret ned med en enkelt medarbejder, der ellers hjalp til i marken, og så har han indgået en aftale med firmaet Brdr. Rasmussen.

De tre brødre i Brdr. Rasmussen er alle landmænd og har ydermere specialiseret sig i maskineri til planteavl. Det vil David Hørlyck Nielsen drage nytte af med pasningsaftalen.

- De mange timer, som jeg sparer på markarbejdet kan jeg bruge på optimering af svineproduktionen. Jeg skal heller ikke holde dyre maskiner kørende eller investere i nyt materiel, og desuden er der en vis sandsynlighed for, at mit udbytte bliver bedre. Men det ved vi jo først til efteråret, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mere end

en maskinstation

David Hørlyck Nielsen ser Brdr.Rasmussen mere som en samarbejdspartner end som en maskinstation. Og netop samarbejde er ifølge David Hørlyck Nielsen en væsentlig faktor, hvis man vil drive et moderne landbrug. Han mener, at landmændene skal vænne sig til at være medspillere og stå sammen.

- Vi er nødt til at komme væk fra den traditionelle rolle med de følelser og de traditioner, vi normalt forbinder med det at være landmand.

For David Hørlyck Nielsen handler det om samarbejde og gøre det, man er bedst til. Hvis landmændene kan finde ud at slå sig sammen og hjælpe hinanden ved at dele opgaverne ud, er meget vundet, mener han. Af samme årsag tror han ikke, at det kun er de stærke, der overlever.

Styrket ud

af krisen

- De, der kan finde ud af at bryde de gamle mønstre og samarbejde, vil komme styrket ud af krisen, siger han og uddyber:

- Landmandens traditionelle rolle med at ordne alt ting selv er udspillet, siger David Hørlyck Nielsen, der med sine 33 år også vil have fritid i sit liv.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Mine venner er spredt ud over hele Jylland, så jeg vil ikke være bundet af at gå herhjemme dag ud og dag ind, siger han.

David Hørlyck Nielsen er ikke ked af, at krisen er kommet nu. Han mener, at de hårde tider har fået ham selv til at koncentrere sig om omkostninger og optimering af bedriften.

- Jeg synes, jeg har lært meget af krisen, og jeg er overbevist om, at der også fremover vil være økonomi i at drive landbrug herhjemme, selvom det ikke ser for godt ud lige nu, siger han.