NutriFair 2020 er overstået, og det er en meget tilfreds ledelse, der står tilbage efter to vellykkede dage i Messe C Fredericia, da messen slog rekord på både antallet af besøgende og udstillere.

I alt fik messen, der henvender sig til husdyrproducenter, 5784 besøgende.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

I 2019 havde messen en lille nedgang i besøgstal, da det her endte på 4583. Dog sammenligner NutriFair altid besøgstallet med forrige år, da der tages højde for andre messer. I 2018 lå besøgstallet på 5046 gennem billetscanneren.

Projektleder for NutriFair, Jørgen Kronborg, er rigtig glad for messens resultat.

- Det er gået rigtig, rigtig godt. Jeg har kun mødt positive udstillere og besøgende, og vi har fået ros for vores design af messen og hele den måde, den er sat op på. Det kunne ikke have været bedre, fortæller Jørgen Kronborg, og tilføjer:

- Vi har arbejdet på det her i et helt år - det er skønt at se, at alle de bolde, vi har haft i luften, er landet, hvor vi håbede.

Udstillerrekord

NutriFair 2020 kunne allerede flere dage inden messens start melde om udsolgt og dermed udstillerrekord. Hele 275 stande har derfor været sat op i Messe C i Fredericia, hvor messen har fundet sted i løbet af de sidste to dage.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udover udstillere har NutriFair også budt på diverse faglige oplæg.

- Jeg synes, at scenerne har været rigtig godt besøgt i år. Især vores tiltag med en "Silent" konference, hvor folk har haft høretelefoner på (red. fordi scenen ligger åbent i en af hallerne) har fungeret godt, siger Jørgen Kronborg.

Forventningerne til næste år er ifølge projektlederen åbne, da det formentligt bliver et lidt anderledes år på grund af Agromek, der er rykket til januar i stedet for november.

- Vi gennemfører, som vi plejer, og mange af vores udstillere har allerede sagt, at de vil deltage her næste år. Vi er spændte på at se, hvad branchen siger. Det hele bliver rigtig spændende, fortæller Jørgen Kronborg.