Lyt til artiklen:

Mand død i arbejdsulykke på sukkerfabrik

00:00
Hastighed: ???x
01:20

En 52-årig mand er død af de skader, han pådrog sig i forbindelse med montering af et transportrør på sukkerfabrikken i Nakskov, der for tiden er under renovering. Det skriver TV2

Inden i transportrøret er en snegl, og det var i forbindelse med arbejdet med den, at ulykken skete. Det siger politiets vagtchef Michael Skræddergaard ifølge mediet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Sneglen skulle ud og genmonteres efterfølgende. I den forbindelse er manden blevet ramt af noget og har fået store kvæstelser, siger han.

Ulykken skete torsdag eftermiddag. Arbejdstilsynet er involveret i sagen, og mandens pårørende er underrettet.

Til Lolland-Falsters Folketidende fortæller Nordic Sugars direktør, Allan Borreskov, at de ansatte på fabrikken er påvirket af ulykken. Desuden flages der fredag på halv stang på fabrikken.

- Alle kollegaer er dybt berørte, og vores tanker går til familien og de pårørende. Vi er alle forfærdede over denne tragiske ulykke. Vi udtrykker vores dybeste medfølelse med vores kollegas familie, siger Allan Borreskov til avisen.