Lyt til artiklen:

Fødevareministeren klar med stor oprydningsplan efter kritik fra Rigsrevisionen

00:00
Hastighed: ???x
02:51

Fødevareminister Rasmus Prehn offentliggør nu syv konkrete initiativer som led i oprydningen oven på Rigsrevisionens hårde kritik af Landbrugsstyrelsen i maj.

Det skriver Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rigsrevisionen vurderede, at styrelsen ikke at havde nok kontrol med EU's landbrugsstøtte. Den manglende kontrol betyder, at der er en risiko for, at nogle landbrugere kan have fået uberettiget tilskud.

- Opgaven var klar, da jeg tiltrådte som ny minister. Tilliden fra omverden og erhverv skulle tilbage og det nyetablerede Ministeriet for fødevarer, landbrug og fiskeri skulle bygges op med en sund og attraktiv kultur. Derfor søsatte jeg efter kort tid min 10-punktsplan, som er en række tiltag, der begyndte genopretningen og skulle give ministeriet en ny helt arbejdsform. Nu har jeg været her i et halvt år, fået et endnu bedre overblik, fået ansat en ny departementschef og arbejdet med de resterende punkter går fremad. Men der er også kommet en hård kritik fra Rigsrevisionen, og derfor er vi klar til at tage det næste helt store skridt og få ryddet op én gang for alle, siger fødevareminister Rasmus Prehn.

Konkret gennemføres der bl.a. en faktuel udredning af et sagsforløb, hvor der er sket opsplitning på flere CVR-numre. Tidligere direktør hos Folketingets Ombudsmand Jens Møller skal forestå udredningen.

Derudover laves der en bagudrettet systematisk gennemgang af alle landbrugsbedrifter, der er blevet opdelt i flere CVR-numre. Gennemgangen skal omfatte alle sager, hvor det er muligt at rejse tilbagebetalingskrav, hvis reglerne er blevet omgået.

Som et andet centralt initiativ skal der gennemføres et serviceeftersyn af andre risikoområder i alle styrelser under Fødevareministeriet:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg vil godt sætte en stor, tyk streg under, at der skal være tillid til mit system. Og der skal være orden i sagerne. Derfor giver vi nu hele ministerområdet et stort serviceeftersyn, så der skabes et overblik over, om der potentielt ligger andre problemer eller risici og lurer. Hver en sten skal vendes, og hvis der er problemer, skal vi have lavet handlingsplaner og løsninger, der er til at tage fat på. God og tillidsfuld forvaltning er nøgleord, og med de her initiativer går vi længere end det, som Rigsrevisionen har haft fokus på. Det er jeg glad for, siger Rasmus Prehn.

Ministerens syv initiativer kommer i forlængelse af, at den tidligere direktør i Landbrugsstyrelsen fratrådte 31. maj. Stillingen som ny direktør vil blive slået op, og det bliver en hovedopgave at sikre en stærk forvaltningskultur.

Det står endnu ikke klart, om der vil blive krav om tilbagebetaling i sagen fra Landbrugsstyrelsen. Sagerne skal afklares nærmere med EU-Kommissionen.