Lyt til artiklen:

Debat: Økologi er hverken sundere eller mere klimavenligt

00:00
Hastighed: ???x
01:44

Abonnementsartikel

Næstformand i Bæredygtigt Landbrug går i rette med miljøminister Rasmus Prehn, når han i udtaler, at økologi er vejen frem for klima, miljø og sundhed.

Den nye fødevareminister Rasmus Prehn er desværre blevet klædt rigtig dårligt på af sine embedsmænd, når han i forbindelse med finansloven udtaler, at økologi "giver et bedre klima, bedre miljø og fremmer sundere kostvaner".

Ikke engang grønne miljøorganisationer eller dyreværnsforeninger bestrider, at økologi regnet ud pr. produceret fødevareenhed udleder mere CO2 end moderne, ressourceoptimeret landbrugsproduktion. Nogle enkelte - senest i Illustreret Videnskab - påstår, at klimaaftrykket skulle være det samme.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Miljøet får det heller ikke bedre af mindre intensivt landbrug - der kræver mere plads på bekostning af naturen, hvis man skal producere det samme antal fødevarer. Økologerne bruger desuden betydeligt mere brændstof end deres konventionelle kolleger, fordi de i fraværet af planteværnsmidler er nødt til at behandle jorden noget mere for at holde den ren for ukrudt.

Endelig er der intet videnskabeligt belæg for at påstå, at økologiske fødevarer skulle være sundere end andre landbrugsprodukter. Også med sin tredje påstand skyder ministeren altså ved siden af skiven.

Jeg har stor respekt for de af mine kolleger, som driver økologisk landbrug af økonomiske og/eller ideologiske årsager - og vi har også en del økologiske medlemmer i Bæredygtigt Landbrug. Men der er ingen grund til at tale enkelte nicher af landbruget op og dermed andre ned med udokumenterede og usande påstande.

Produkter fra dansk landbrug - økologiske såvel som konventionelle - er faktisk verdensberømte for at være både sikre, sunde, miljø- og klimavenlige og i øvrigt også velsmagende.