LMO's nye portalsprøjte er nærmest som et avanceret rumskib i sammenligning med deres tidligere primitive cykelsprøjte. At se de to sprøjter overfor hinanden er nærmest en tidsrejse i landbrugets udvikling.

Forsøgssprøjten har været længe undervejs og er et stort ønske fra udviklingsafdeling hos LMO. Nu står den endelig klar til at blive afprøvet på forsøgsparceller rundt i landet. I dag blev sprøjten præsenteret for hele teamet af samarbejdspartnere ved en forsøgsgård ved Harlev.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vores ønske til sprøjten har været, at den skal være nem at håndtere og være fleksibel i bredde og højde. Den skal kunne transporteres rundt i landet på en trailer, den skal kunne indstilles i bredden fra 1,5- 3 meter og kunne indstilles i højden fra 1,6 til 2,20 meter, så den kan sprøjte høje afgrøder som majs og raps, fortæller Peter Porse, teamleder i forsøgsafdelingen hos LMO.

Portalsprøjten, med navnet Speedy 5000, som dog kun kan køre 12 kilometer i timen, er udviklet og bygget i samarbejde med Jens Jensen, Strøby Maskinværksted ved Køge.

Landbrugsmaskinmekanikeren har brugt det sidste års tid fra december 2017 på at udvikle Speedy.

Salg til udlandet

- Det er været en spændende proces, og jeg synes vi er nået i mål. Portalsprøjten har det rigtige tryk, den rigtige afstand over afgrøderne, kan sprøjte med den rigtig mængde og med den rigtige hastighed, siger udvikler Jens Jensen.

Jens Jensen håber og regner med at kunne sælge sprøjten til andre forsøgsstationer gerne i Danmark, men også i udlandet. Sprøjten er den første af sin art i Europa.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Præcision er kodeordet, når det gælder sprøjtning af forsøgsparceller. Og netop præcision er en af portalsprøjtens store styrker.

- Uden præcision i parcellerne får vi ikke det rigtige resultat af forsøgene. Denne nye sprøjte er et kvantespring, når det gælder både kapacitet, præcision og arbejdsmiljø. Vi er meget stolte og glæder os til at afprøve den allerede i det tidlige forår.

LMO sprøjter cirka 5000 parceller rundt i landet for Seges i landsforsøgene og for andre firmaer tilknyttet landbrugssektoren.