Dyrevelfærden i de danske svinestalde får et løft, når forbrugerne fra foråret kan købe flæskesteg, koteletter og skinker med Miljø- og Fødevareministeriets nye dyrevelfærdsmærke. Det nye logo 'Bedre Dyrevelfærd' indeholder tre hjerter, som fyldes ud i takt med den forbedrede dyrevelfærd for grisen.

- Jeg håber, at danskerne vil tage det nye dyrevelfærdsmærke til sig. Mærket giver forbrugerne flere valgmuligheder og dermed også mulighed for at støtte dyrevelfærden på et niveau, der passer til deres præferencer og pengepung. Hvad enten forbrugerne vælger svinekød med et, to eller tre hjerter får de mulighed for at se, hvor meget mere dyrevelfærd de får for pengene, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Dyrevelfærdsmærket vil gøre det mere attraktivt for landmændene at investere i dyrevelfærdsforbedringer på deres gårde, ligesom detailhandelen får mulighed for at imødekomme forbrugernes ønsker om bedre dyrevelfærd.,

Esben Lunde Larsen, Miljø- og fødevareminister

Flere hjerter, mere dyrevelfærd

Det statslige dyrevelfærdsmærke kommer i første omgang til at sidde på svinekød, men vil senere blive udvidet til at omfatte kød fra andre dyr.

- Vi ved, at rigtig mange danskere gerne vil give lidt ekstra for at støtte øget dyrevelfærd, og mærket vil give danskerne mulighed for at have direkte indflydelse på, hvilken slags kød de kan vælge i køledisken. Dyrevelfærdsmærket vil gøre det mere attraktivt for landmændene at investere i dyrevelfærdsforbedringer på deres gårde, ligesom detailhandelen får mulighed for at imødekomme forbrugernes ønsker om bedre dyrevelfærd. På den måde bliver dyrevelfærd et konkurrenceparameter i hele branchen, siger Esben Lunde Larsen.

Svinekød med det nye dyrevelfærdsmærke vil i første omgang komme til salg hos supermarkedskæderne Bilka, Føtex, Netto, Menu, Rema 1000, Kiwi, Spar, Lidl, Aldi og hos slagterbutikker.