At en sneglevogn er en nyttig følgesvend under høsten, er der ikke noget nyt i. Med en sneglevogn som eksempelvis en MI SV 23 får man optimeret logistikken og får så at sige mere ud af sin mejetærsker. Men en kreativ landmand på Falster er gået et skridt videre og har sammen med MI i Vejle fået øget sneglevognens anvendelsesmuligheder. Og så har han fået den leveret i grøn.

Det er planteavler Steffan Mikkelsen, som sammen med sin far, Lars Mikkelsen, dyrker godt 1.000 hektar i Idestrup på Falster, og ud over kornkørsel bruger han nu også sneglevognen til at fylde såmaskinen og gødningssprederen. Han har nemlig fået monteret en speciel og længere tud på sin MI sneglevogn, så han kan udnytte vognen ikke bare under høsten som makker til mejetærskeren, men også når der skal sås eller spredes gødning. Det er netop nogle af vognens nye anvendelsesmuligheder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bedre udnyttelse

- Vi syntes, at det var mange penge at bruge på en vogn alene til kornkørsel, og vi ville gerne kunne bruge vognen til noget mere. Sammen med MI fandt vi ud af, at man på vognene i Tyskland kan få en speciel forlænget tud, så vi også kan bruge sneglevognen til at fylde såmaskinen eller gødningssprederen ude i marken, og vi fik leveret vognen med sådan én, siger Steffan Mikkelsen, der kun har gode erfaringer med MI-vognen.

- Prisen var god, og den er enkel at bruge, siger Steffan Mikkelsen.

MI-vognene er normalvis røde, men kunden på Falster bestilte MI-vognen i samme grønne farve som bedriftens fire Fendt-traktorer.

- Det var egentlig bare for at få den til at passe til resten af maskinparken. Og MI skulle jo male den alligevel, så det var ikke så bekosteligt, siger Steffan Mikkelsen.

Hurtig aflæsning

Det handler også om at få mere ud af sin mejetærsker. Med MI SV 23 sneglevognen kan man hurtigt aflæsse en stor tonnage korn fra mejetærskeren direkte over på en lastbil. Den har en aflæsningshøjde fra 3,8 meter til 4,9 meter og hydraulisk bundskod, som gør det nemt at justere aflæsningen af forskellige afgrøder - foderstoffer samt gødning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vognen har et rumindhold på 23 kubikmeter og en nyttelast 17 tons. Den er hurtig at aflæsse - det tager blot to-tre minutter.

Der er hydrauliske bremser på begge aksler, og vognen er som standard udstyret med Trelleborg 600/55x26,5

dæk. Som ekstraudstyr kan blandt andet nævnes rullepresenning, platform, vejeudstyr, større dæk, overbygning og selvstyrende bageste aksel.