Abonnementsartikel

Skive-virksomheden Hydro-Comp står bag en konstruktion, der skåner markerne under kartoffelhøsten. Hydraulisk fremtræk og bogie er nøgleord.

Hydraulikløsninger til landbrugsmaskiner fylder godt hos Hydra-Comp A/S. Mange firmaer med tilknytning til landbruget er på kundelisten hos virksomheden, der fremstiller og sælger hydraulikcylindre til hele Skandinavien og Tyskland. En udfordring hos Torsmark, en stor lokal producent af læggekartofler, har nu givet huset nye kompetencer.

- Vi fik en henvendelse fra Torsmarks ejer, Søren Just. Han ville reducere belastningen på markerne i høstperioden, da især sidste års våde efterårsvejr satte sit tydelige præg på jorden. Sammen skulle vi forsøge at finde en løsning, der kunne mindske belastningen og forhindre fastkørsel, når der arbejdes i vådt og smattet føre, siger direktør Jørgen Jacobsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En konstruktion, der kunne hjælpe med fremtræk og fordele marktrykket fra kartoffeloptageren, var essensen i opgaven. Hydra-Comp´s kompetencer indenfor hydraulik og konstruktion blev kombineret med praktiske input fra Søren Just og en sønderjysk kollega.

- Vi kom frem til, at hvis der blev lavet hydraulisk fremtræk og integreret en trykcylinder på et eftermonteret bogiehjulsæt, ville vægten fra kartoffeloptageren blive fordelt på en meget hensigtsmæssig måde. Det specielle ved vores konstruktion er, at den er lavet med to særskilte aksler. Det giver en rigtig god effekt på marktrykket, siger Jørgen Jacobsen.

Laver gerne flere

Bogiefunktionen bliver styret af et separat betjeningspanel, der via kabel er forbundet med traktorens førerhus, og den LS-styrede hydraulikventil tager sig af oliemotorerne og trykcylinderen.

Hos Torsmark, der hvert år høster cirka 200 hektar kartofler i Sallingområdet, og efterfølgende sælger dem på eksportmarkedet som læggekartofler, er konstruktionen en velkommen forbedring.

- På den her måde bliver marken skånet, og jorden er meget nemmere at bearbejde efterfølgende. Jeg får også positive tilkendegivelser fra medarbejderne. Kørslen er blevet mere behagelig og stabil. Det har stor betydning for det daglige arbejde, siger Søren Just.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hos Hydra-Comp glæder man sig over, at missionen er lykkedes.

- Vi er blevet hjulpet på vej af Søren Just, da det var ham, der kom med opgaven. Det er klart, at vi gerne vil lave flere konstruktioner af denne type, siger Jørgen Jacobsen.