257 udstillere er klar til at tage imod de besøgende, når Have & Landskab slår dørene op i morgen den 28. august til tre dages messe i Slagelse. Dermed er messen tæt på at tangere udstillerrekorden fra 2011 på 258 udstillere.

- Om vi også kan tangere publikumsrekorden fra 2009 på 10.488 besøgende, tør jeg ikke gisne om. Der var lige under 9.000 besøgende sidste gang, og vi er bevidste om, at det vil være meget positivt at kunne opretholde status quo i dagens Danmark. Men når det er sagt, så håber jeg absolut på, at vi igen runder 10.000 gæster i løbet af de tre dage. Vi har i hvert fald lagt os i selen for at gøre det muligt, understreger Kristian Larsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nye tiltag lokker

I år er udstillingens åbningstider således blevet udvidet for at give potentielle besøgende en chance for at lægge vejen forbi Slagelse, selvom de ikke kan komme i den almindelige arbejdstid.

- Vi har valgt at holde åbent fra klokken ni og helt til klokken 19 om torsdagen. Det er nemlig ikke alle, som i dag har råd til at holde en hel eller en halv dag fri for at tage på fagudstilling. Det gælder i høj grad de selvstændige anlægsgartnermestre og de mindre landskabsarkitektfirmaer, som vi nu har givet muligheden for at komme senere og dermed holde deres netværk og viden ved lige, uden at det går ud over arbejdet hjemme i butikken, forklarer udstillingslederen, som også peger på, at den nye måde standene er stillet op på vil give en bedre oplevelse for både udstillere og besøgende.

På området for Belægninger og Inventar og på den sydlige side af Jernbjergvej vil standene nemlig blive opbygget som "øer", hvilket vil give hver stand flere facademetre ud til publikum og et bedre flow i publikumstrafikken, samtidig med at ingen stande længere er skjult i hjørnerne.

Konkurrencer

I år kan publikum også glæde sig til at få en finger med i spillet, når konkurrencen "Rækkehusforhaven anno 2013" skal afgøres. De tre konkurrerende haver hedder henholdsvis Repetition, Stævningshaven og En Vild Omvej, er lavet af landskabsarkitektstuderende og er netop nu ved at blive bygget af anlægsgartnerelever for enden af udstillingens centrale strøg, Jernbjergvej.

Udstillingsleder Kristian Larsen holder øje med anlægsarbejdet og glæder sig til at se, hvordan de besøgende vil tage imod initiativet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er jo ikke rigtigt set før i denne skala. Det er et stort projekt, både fysisk med illustrationer af rækkehusfacader i fuld størrelse hejst op bag de tre konkurrerende seks gange otte meter rækkehusforhaver, men også på grund af de mange involverede organisationer, virksomheder og sponsorer. Og så bliver det interessant at følge den løbende afstemning på Facebook, hvor man jo kan holde øje med stillingen hele tiden, siger Kristian Larsen, der ikke tør gætte på, hvilken forhave udstillingens fagfolk vælger som vinder.

Foruden Rækkehusforhaven anno 2013 er Have & Landskab igen skueplads for afviklingen af Loxams danmarksmesterskab i minigraver, som normalt er et stort tilløbsstykke.