Store og små, gamle og unge går i denne uge gennem billetscannerne ved Agromek 2018. Maskinbladet tog en snak med to af de unge besøgende for at høre, hvorfor de er taget på Agromek.

Kristen Sørensen, 14 år, og Mathias Kuhdahl, 14 år, som begge er fra Skive, havde taget dagen fri fra skole for at deltage på landbrugsmessen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg er taget herud, fordi landbruget har min interesse. Jeg synes, at det er spændende at være her. Det er også lidt sjovere end at være i skole. Vores lærere er så søde, at de har givet os lov til at tage herud, fortæller Mathias Kudahl.

De to drenge fulgtes med flere venner og familie til messen, og der var især én ting, de to havde glædet sig til at se på.

- Vi er begge vilde med maskiner, og vi har været hele vejen rundt på messen for at se det hele, fortæller Kristen Sørensen, mens Mathias Kudahl tilføjer:

- Vi er til hver vores mærke. Jeg er til Case, Kristen er til Deutz-Fahr og resten af vores venner har også hver sin favorit.

Agromek er en gavebod

Til spørgsmålet om, hvad der havde været mest spændende at se på ved messen, måtte de to 14-årige opgive.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der har været så meget godt, så jeg slet ikke kan vælge, hvad, der har været bedst, fortæller Kristen Sørensen.

- Jeg er imponeret over, hvor veludviklet de her maskiner er. Jeg kender mest til de lidt ældre maskiner, så det er rigtig sjovt at komme ud at se de helt nye og moderne maskiner, siger Mathias Kudahl, der sammen med Kristen Sørensen havde fået samlet en god bunke ting ind ved de forskellige stande.

- Vi har fået poser, plakater, aviser og alle mulige souvenirs. Vi har allerede været ude med det første læs i bilen, fortæller Mathias Kuhdahl, mens han og Kristen Sørensen viser de store poser frem, som de har anskaffet sig i anden runde.

Mathias Kudahl og Kristen Sørensen er ikke i tvivl om, at de gerne vil komme igen til næste Agromek om to år.