DLG’s datterselskab HaGe opkøber elleve afdelinger af Märka, som i alt har kapacitet til at modtage opbevare cirka 350.000 tons korn og raps. Aftalen ventes at træde endelig i kraft, når de tyske konkurrencemyndigheder har godkendt aftalen. Afdelingerne sælger også gødning, såsæd og planteværn.

Med opkøbet af Märka GmbH er DLG et skridt nærmere de mål, koncernen har sat sig på det tyske marked i strategi 2016. Koncernen forventer at omsætningen for de 11 afdelinger runder en milliard kroner efter et par år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har et klart mål om at udvide kerneforretningen i Tyskland, enten via investeringer i anlæg, samarbejdsaftaler eller delopkøb, og dette opkøb er endnu et eksempel på, at vi omsætter strategi til handling, udtaler Ulrik Schlenz fra DLG’s koncerndirektion og direktør for HaGe. 

HaGe har netop frasolgt sin andel af aktierne i energikoncernen Team AG til DLG for i stedet for at koncentrere sig om at udvide i øst.

- Med dette opkøb styrker DLG sin tilstedeværelse i Østtyskland. Vi har en målsætning om først at udvide på det østtyske marked, inden vi bevæger os videre syd- og vestpå i Tyskland. Den målsætning er vi kommet et væsentligt skridt nærmere nu, supplerer Asbjørn Børsting, koncernchef.