Abonnementsartikel

Ole Roed Jakobsen er tidligere formand for Danmarks Jægerforbund og tidligere Venstre-borgmester i Skævinge. Nu ejer han Nordsjællands Maskinforretning.

Den 15. april dukker en ny maskinforretning op på Sjælland. Nordsjællands Maskinforretning A/S har købt boet efter Axel Kofoed Maskinforretning A/S i Skævinge. Bag købet står nu afdøde Axel Kofoeds personlige ven gennem mange år, 50-årige Ole Roed Jakobsen.

- Jeg har kendt Axel i mange år fra min tid som blandet andet borgmester i den gamle Skævinge Kommune. Jeg har som mange af Axels kunder altid fået en rigtig god modtagelse og god service når man kom og besøgte Axel i hans forretning. Det koncept med god service og høj kvalitet vil jeg gerne værne om og bringe med over i min nye forretning, siger Ole Roed Jakobsen, som er tidligere borgmester for Venstre i den daværende Skævinge Kommune.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Behov for maskinforretningen

- Der er fortsat brug for en god og velbeliggende maskinforretning ikke blot i Skævinge, men i Nordsjælland, og på trods af finanskrisen, så mener jeg det er vigtigt at videreføre forretningen. Der er behov for, at vi fortsat tør investere i fremtiden og netop fødevareproduktion og dermed også landbruget har behov for virksomheder, hvor de kan købe nye og brugte maskiner og få repareret det, der går i stykker, siger Ole Roed Jakobsen.

Jæger, politimand, landmand

Han er tidligere formand for Danmarks Jægerforbund. Civilt har han haft en karriere i politiet. Siden 1994 har han haft en mindre landejendom nær Skævinge, hvor han efter et par dyrkningssæsoner med korn nu har tilplantet ejendommen med juletræer og skov.

En afløser for Case

Axel Kofoeds Maskinforretning havde tidligere forhandlingen af blandt andet Case, men den er blevet flyttet.

- Det er ærgerligt, men jeg håber at kunne præsentere de nordsjællandske landmænd for noget helt nyt og endnu bedre om kort tid, siger Ole Roed Jakobsen.