Maskinbladet, Norge

Med et areal på 38.517.000 hektar, så er Norge næsten 10 gange så stort som Danmark. Dog er det kun tre procent af arealet, som opdyrkes - svarende til knap 1 million hektar. Gennemsnitstørrelsen på de norske landbrug var i 2014 på 24 hektar, og antallet af de mindste brug er stærkt faldende, mens stigning i de største brug er svagt stigende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I 2014 var der 42.900 heltidsbrug over 0,5 hektar, som er et fald på 27.200 siden 1999. Den største tilbagegang gælder for landbrug mellem 5 og 20 hektar, mens landbrug over 50 hektar er svagt stigende.

Sammenlignet med Danmark var der i 38.829 heltidslandbrug, dog med gennemsnitstørrelser på 68 hektar i 2013.

Hos A-K Maskiners afdeling i Stange, cirka 70 kilometer nord for Oslo, kan man fortælle om et stort mekaniseret landbrug. Maskinforretningen beskæftiger 10 mand fordelt på fem mekanikere, to butik/lager medarbejder og hele tre sælgere.

- Årligt sælges der cirka 15 mejetærskere og 30 nye traktorer fra afdelingen, siger sælger Geir Egil Gjermunds. Han fortæller også, at foruden salg af landbrugsmaskiner til at drive jorden med, så sælges der også eksempelvis malkerobotter og lignende, så landmændene kun skal have service ét sted fra til samtlige maskiner på gårdene.

Mindre maskiner

De mest populære traktorer hos den norske maskinforretning er i Case IH regi Maxxum-serien og den mindre Farmall-serie - både i form af C, U og U-Pro-serien.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den gennemsnitlige traktor i Norge har fire cylindre og yder 100 hestekræfter, og jo mere udstyr vi kan sende med traktorerne, jo bedre er det, fortæller den norske maskinsælger.

Han fremhæver, at siden Case IH lancerede Maxxum CVX-serien - den firecylindrede Maxxum-serie fra Case IH med trinløs transmission - så er der ikke blevet solgt én eneste Maxxum med powershift-transmission i hele Norge.

Der blev i 2014 solgt knap 250 Case IH traktorer, og en tredjedel af dem var faktisk JX og Farmall-serien som stopper ved 100 hestekræfter.

- Sidste år blev der solgt under fem Case IH Magnum-modeller i Norge, så de store traktorer er meget sjældne i landet, fortæller Geir Egil Gjermunds, der også kan berette, at det samme gør sig gældende på mejetærskermarkedet:

- De fire rysters maskiner er mest populære, og da vi sidste år solgte en helt ny Case IH Axial Flow 7230 mejetærsker med 30 fodsskærebord og pick-up til frøgræs, da sad vi på 25 procent af markedet for rotor-mejetærsker i Norge.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det var den danske Case IH forhandler Nordvestjysk Traktorservice fra Thy, som gjorde mejetærskeren klar i Danmark, og var med til igangsætningen i Norge.

Stort græsareal

Landbrugene er fordelt med 75 procent dyreproduktion og 25 procent planteavl. Faktisk gives der i Norge højere tilskud til produktion af eksempelvis mælk og svinekød i yderområder, hvor jorden ofte ikke egner sig til produktion af korn.

Det betyder også, at Norge sørger for at holde gang i yderområderne og breder landbrugsaktiviteter ud til områder, som ikke ellers vil være særlig egent til eksempelvis produktion af korn og lignende markarbejde.

Derfor er der store dele af Norge, som dyrkes med græs til produktion af foder til dyr, og det kan også ses på salget af eksempelvis rundballepressere, som i 2013 var på cirka 500 enheder. Til sammenligning blev der i Danmark i 2013 solgt 62 rundballepressere med og uden indpakker.