Afviklingsselskabet efter Fjordbank Mors har købt tre ejendomme og to jordparceller på tvangsauktion for at forsvare selskabets pant i gårde og landbrugsjord, som hidtil har været ejet af Bertel Møller.

I onsdags skiftede det hele hænder, da Fjordbank Mors – altså afviklingsselskabet under Finansiel Stabilitet – købte gårdene for godt 46 millioner kroner og dermed et bud, der var 100.000 højere end Bertel Møllers.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi mente, at den budsum, der blev budt, var for dårlig, og at vi kan afhænde det til en bedre pris. Vi er sat til at varetage kreditorernes ve og vel, og derfor bød vi ind, siger John Andy Madsen, der er administrerende direktør for Fjordbank Mors af 2011.

Ser fornuftigt ud

Han fortæller, at der allerede er lavet slutseddel på fire af de fem dele af ejendommen, og en aftale om at handle den femte del er undervejs.

- Det ser ganske fornuftigt ud. Vi regner med at kunne sælge det videre til en højere pris end vi har givet, siger John Andy Madsen, som tilføjer, at der bliver bidder af gårdene til flere landmænd.

Afviklingsselskabet deltog også i den første tvangsauktion for godt en måned siden. Dengang blev der ikke budt, og realkreditinstituttet DLR overtog for 35 millioner kroner. Forleden var der pludselig hammerslag til afviklingsselskabet, som så skulle til at passe dyr.

Klar til dyrehold

-Vi havde sørget for at have et beredskab klar inden auktionen. Det er jo meget væsentligt, at dyrene ikke lider overlast, siger John Andy Madsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den administrerende bankdirektør fortæller, at der i øjeblikket er cirka 30 landmænd, som tidligere var kunder i Fjordbank Mors, der nu hører til i Finansiel Stabilitet.

- Vi regner med at få så mange som muligt ført over i Landbrugets Finansieringsbank, så er der en rest, vi er ved at screen og arbejder på at få over i en kommerciel bank, men det er ikke sikkert, alle kommer det. Så det kan ikke udelukkes, at der kommer flere tvangsauktioner, siger John Andy Madsen.

Ejendomme til salg

Finansiel Stabilitet råder i øjeblikket over 100 ejendomme og grunde, som er til salg. Det er primært lidt byggegrunde, almindelige boliger, sommerhuse og enkelte nedlagte landbrug, men der er ikke egentlig landbrug imellem. Det er da også sjældent, at Finansiel Stabilitet køber dem, siger John Andy Madsen.

- Men i det her tilfælde vurderede vi, at det bedste ville være at prøve at forsvare vores pant, siger direktøren.