Nordjyske.dk beretter ifølge en velunderrettet kilde, at det reelt er slut med Fjordbank Mors som selvstændigt pengeinstitut. Ifølge kilden opgiver banken tilværelsen som selvstændigt pengeinstitut i løbet af weekenden og bliver opslugt af statens finansielle skraldespandsselskab, Finansiel Stabilitet.

Udviklingen kædes sammen med, at banken indtog bundplaceringen i en analyse af de danske bankers risiko, som blev omtalt i dagbladet Børsen i går, torsdag. Banken blev placeret som nummer 99 af 99 banker, og dens risikoindeks blev opgjort til 572,5, som er betydeligt over det risikoniveau, som Roskilde Bank og andre krakkede banker havde, inden det gik galt for dem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det førte tidligere fredag til, at handlen med bankens aktier blev suspenderet på fondsbørsen.

Fjordbank Mors har også i andre analyser været nævnt som særligt risikofyldt, blandt andet i kraft af mange landbrugsengagementer.

Hårdt slag for landbruget

Nyheden er et alvorligt slag for landbruget på Mors og i nærområderne i Thy og Salling, som nu risikere at ende i samme fastlåste situation som landbrugskunder tidligere er havnet i, når staten har overtaget en bank. Det har blandt andet gjort sig gældende for landbrugskunder i de krakkede banker Roskilde Bank, Fionia Bank og EBH Bank.

Den triste nyhed kommer i øvrigt få dage efter, at et af øens største landbrug med planteavl og svineproduktion blev ramt af konkurs.

Det drejer sig ifølge Morsø Folkeblad om Thomas Øllgaards landbrug, som omfatter tre ejendomme på Mors.