Easy Gripper Compact er et nyt værktøj, der gør det let at skifte dæk på store køretøjer som traktorer og entreprenørmaskiner. Ved Agromek 2012 fik værktøjet Agromekprisen i kategorien "Øvrige priser".

Artiklen fortsætter efter annoncen

En glad og stolt Lars Jørgensen, direktør for Holstebro-firmaet Just Easy Tools ApS, fortæller om den prisvindende nyhed, hans firma har udviklet:

- Denne model er en udvikling fra et andet værktøj, vi tidligere udviklede specielt til trucks. Easy Gripper Compact er særligt rettet mod landbruget, siger Lars Jørgensen.

Værktøjet kan monteres på minilæssere og frontlæssere, og et indbygget kamera gør, at føreren på sin skærm kan se, hvor hjulboltene befinder sig.

- En enkelt mand kan klare dækmonteringen, og det sparer tid og mandskab. Og med Easy Gripper Compact minimeres risikoen for arbejdsulykker ved håndtering af de tunge landbrugsdæk, forklarer Lars Jørgensen.

Ud over at håndtere dæk kan værktøjet også anvendes til at flytte og læsse rundballer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Værktøjets tre arme spænder fra 120 centimeter til 216 centimeter og har en løftekraft på 1.000 kg, mens egenvægten ligger på 400 kg.