Fødevareminister Mette Gjerskov (S) og L&F-formand Niels Jørgen Pedersen var på fornavn med hinanden, da de talte ved delegeretmødet onsdag formiddag, og Mette Gjerskov gik uden for sit talepapir, da hun indledte sin tale til de 469 delegerede og flere hundrede gæster.

Mette Gjerskov var den første på talerstolen efter Niels Jørgen Pedersen, og hun roste talen. -Det var fandme en stærk tale, Niels Jørgen, sagde hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ud over, at du kritiserede regeringen mere end nødvendigt, så var det en stærk tale, sagde fødevareministeren, som drog paraleller til den amerikanske valgkamp, der sluttede tidligere på onsdagen dansk tid.

- Det er svært at skulle på talerstolen, når Obama har vundet, og man har hørt verdens bedste taler. Så sidder man der med sine egne fedtede papirer. Men det gjorde du meget godt, sagde Mette Gjerskov henvendt til Niels Jørgen Pedersen.

- Ham har I været godt tjent med, sagde ministeren i sin indledning til hendes egentlige tale.