Den nye TTV-serie kommer i første omgang til at omfatte modellerne 7230 med 220 hestekræfter og 7250 med 238 hestekræfter. Med boost stiger ydelsen til henholdsvis 245 og 263 hestekræfter. Med boost runder den største model 1.000 Nm, og modellerne er dermed de kraftigste trinløse traktorer, som Deutz-Fahr har produceret.

For at kunne overføre effekten er traktorserien udstyret med en trinløs ZF Smatic S240-transmission. Transmissionen er opbygget som i de øvrige TTV-modeller, og effekten overføres som et miks af hydrostatisk og mekanisk energi. Fire steder i hastighedsforløbet fra nul til 40 kilometer i timen overføres effekten hundrede procent mekanisk, og det giver transmissionen en god effektivitet både i marken og på landevejen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Samme skal med nyt interiør

Kabinen på Deutz-Fahr 7 er bygget over den samme ramme som på de øvrige Agrotron-traktorer, men indendørs er der sket ting og sager. De sædvanlige pangfarver er afløst af et interiør, som er holdt i lyse og grå nuancer. 

Kørehåndtaget er nydesignet, og traktoren er udstyret med en ny i-Monitor 2.0, som har en trykfølsom farveskærm på 12 tommer. Såvel kørehåndtag som monitor er integreret i sædets højre armlæn.

- Kabinen er blevet en fantastisk arbejdsplads, hvor alting er inden for bekvem rækkevidde, og hvor en ubrudt forrude giver føreren et fantastisk udsyn, forklarer produktchef Kristian Dalum, HCP, med julelys i øjnene på en dag, hvor der er nøjagtig to måneder til juleaften.

Standardudstyret omfatter blandt andet syv dobbeltvirkende hydrauliske udtag. Heraf er de to ført frem foran på traktoren, hvor den ene betjener frontliften og den anden er til eksternt udstyr. Frontliften er også standardudstyr, og eneste ekstraudstyr, som produktchefen lige kunne komme i tanke om, er et kraftudtag foran 

Udstilles på Agromek

Lige nu er traktoren under klargøring hos importøren og efter en smuttur til en norsk udstilling får den danmarkspremiere på Agromek 2012.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Her udstiller HCP også den nye 6-serie, som omfatter seks modeller i effektintervallet 150 - 193 hestekræfter. De to mindste modeller er med firecylindrede motorer og de fire største har alle motorer med seks cylindre. Samtlige motorer overholder Tier 4i, og anvender ligesom motorerne i 7-serien AdBlue. Det tankes på højre side af traktoren, og for at gøre det let at tanke traktoren, er der nu mulighed for at tanke dieselolie på begge sider af traktoren.