I den politiske verden er der ikke forståelse for at lytte til fagligheden, og ingen taler sammen i virkeligheden, mener formanden for Vestjysk Landboforening, Søren Christensen.

- Alt ender i retssager. Jeg er rent ud sagt så hamrende træt af at skælde ud på systemet, lyder det bramfrit fra Søren Christensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Formanden peger på, at der er generel vestjysk skuffelse over, at heller ikke den socialdemokratiske fødevareminister, Mette Gjerskov har evnet at lytte til fagligheden.

- Ministeren gennemtrumfer blindt det blå projekt, der lå efterladt fra den væltede regering.

- Så det hænger mig - og mange af os alle sammen ud af halsen, når de borgerlige vasker hænder og påstår, at de ville have gjort alting anderledes. De gjorde jo ingenting, da de havde muligheden, siger Søren Christensen.

Holder infomøde

Søren Christensen opfordrer sine kolleger til at møde frem, når Vestjysk Landboforening holder informationsmøde den 29. august klokken 19.00 i forsamlingshuset i Højmark.

- Om det så er for at få luft for sin frustration eller for at få den seneste info om, hvad der er et vandløb - og hvad der er en grøft, så er det vigtigt, at vi får gjort alle det helt klart, at hver eneste landmand selv skal sikre sig, at have sit vandløb tegnet ind på kortet, siger Søren Christensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han peger desuden på, at det ligeledes er uafklaret, hvad landmændene skal gøre af den grøde, de hvert år renser kanaler for.

- Vi plejer at pløje den ned, men nu må vi kun slå græs på de 10 meter randzoner. Eftersom vi må ikke forarbejde jorden, hvor skal vi så gøre af grøden, spørger Søren Christensen.

Viceformand for Landbrug og Fødevarer; Henrik Frandsen deltager med et indlæg på mødet i Højmark, ligesom miljøkoordinator Ivan Thesbjerg fra Ringkøbing-Skjern Kommune og Vestjysk Landboforenings egen teamleder for natur og miljø, Tove Urup Madsen vil pointere randzonefakta.