"Læsset er ved at tippe. Vi orker ikke mere".
Det er det budskab, Søren Christensen får fra sit bagland. Og som fomand for Vestjysk Landboforening er det hans opgave at bringe det triste budskab videre.
- Livet er blevet for surt for de danske landmænd. Der er for mange forhindringer, og der er ved brede sig en modløshed, siger Søren Christensen, som for første gang i otte år har anlagt en modløs tone i sin nytårsstatus. Han frygter kort og godt fremtiden for dansk landbrug.
- Årsagen er de endeløse udsigter til endnu flere afgifter, hårdere restriktioner og yderligere krav. De er ved at tage modet fra bønderne. I de senere år har erhvervet oplevet alt for mange hovsa-løsninger. Alligevel bryster politikerne sig ude som hjemme af, at vi producerer verdens bedste fødevarer. Var det sagt i en almindelig virksomhed, havde det været en sag om mobning, specielt når man ikke selv bidrager til succesen, men kun lægger begrænsninger, siger Søren Christensen, som ikke lægger skjul på, at han efterlyser mere handling frem for al den snak.
Et svækket erhverv
Han slår fast, at landbruget er et svækket erhverv, som er nødt til at få om hjælp, hvis man fortsat skal kunne leve op til politikernes fine ord.
- Vi mangler et politisk klart signal om, hvorvidt der er vilje bag ordene. Ønsker Danmark et landbrug, der producerer kvalitetsfødevarer, eller vil man knække os og importere det hele fra Polen? Folk er ved at være trætte af indholdsløse udtalelser og blonde beslutninger, siger landboformanden og fortsætter:
- Det kræver stor selvdisciplin at stå op klokken fire hver eneste morgen året rundt og passe sine dyr. Ikke mindst når mælkeprisen lige er faldet yderligere, og Rusland boykotter danske fødevarer. Og så skal vi også lige sluge den daglige restriktionsvada fra dansk politik.
Søren Christensen mener, at de seneste §3-restriktioner tvinger landmændene ud for at finde ekstra jord for at kunne producere foder nok.
- Er det en måde at belønne et erhvervsliv, der hver dag gør sit ypperste for Danmark? Alle efterspørger flere danske fødevarer, og Arla vil have mere mælk. Alligevel mødes vi kun med afgifter, beskatning og restriktioner. Hvor er balancen? Hvor er opbakningen? Ja, hvor er meningen, lyder afslutningen på Søren Christensens nytårssalut.
