Der har været snakket meget om randzoner i 2012, men man må ikke glemme det, der ligger lige ved siden af randzonerne: Vandløbene. De trænger til vedligholdelse, lyder det fra Søren Christensen, der er formand for Vestjysk Landboforening.

Vand i grøften

- Mens randzonerne er løbet med en stor del af opmærksomheden i debatten, så er vandvedligeholdelse stadig en af de allerstørste udfordringer, vi står overfor lige nu. Det er helt afgørende, at der bliver taget stilling til, hvor vi gør af alt det vand i grøfterne, hvordan de skal vedligeholdes, og hvad konsekvenserne bliver for den enkelte landmand, skriver Søren Christensen i en nytårsudtalelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Efter et år med så meget nedbør, har området efterladt store søer af ubesvarede spørgsmål, som vi stadig venter politisk handling på. Og nej, så er det ikke godt nok at beskæftige sig med alternative virkemidler, der først slår igennem i 2015. 
Vi har ikke brug for at plastre landet til med randzoner, efterafgrøder og hovsa-løsninger. Vi står lige nu i vand til halsen med vilde krav om næsten dobbelt så mange efterafgrøder. Det kræver handling nu, lyder det fra den vestjyske landboformand.

Glæde over vandplaner

Han glæder sig dog også over, at vandplanerne er blevet underkendt af klagenævnet, og Søren Christensen mener, det er et signal om, at der bliver lyttet til de indvendinger, erhvervet og dets organisationer har.

- Det er et styrket landbrug, der tager fat på et nye år. Alligevel er fremgangen skrøbelig, for det økonomiske pres er uændret. Omkostningerne er stadig skyhøje, mens indtjeningen er svimlende lille. Vores arbejde er en livsstil, derfor formår vi stadig at skabe gode kvalitetsprodukter til både det danske og udenlandske marked. Ligesom landbruget stadig er en af de betydeligste arbejdspladser herhjemme. Og nu vil vi omsider gerne mærke, at omverdenen også påskynder det, skriver Søren Christensen i sin nytårsudtalelse.