Der er for dårlig kontrol med økologien i Europa. Sådan lyder dommen fra den Europæiske Revisionsret, som har til opgave at holde øje med, om unionens regler bliver overholdt.I en undersøgelse af seks EU-landes kontrol med den de økologiske produkter blev der fundet en række overtrædelser, blandt andet en kornproducent, der havde fusket med alle tilladelser og solgte almindeligt mel som økologisk.
Samtidig konstaterer retten, at det i 40 procent af de undersøgte tilfælde ikke var muligt at spore ingredienserne i økologiske fødevarer. Det gør det umuligt at tjekke, om varerne er lige så økologiske, som det angives på indpakningen.
De lokale kontrolinstanser er også for dårligt klædt på til at afsløre misbrug af økomærket, ligesom de har helt forskellige måder at behandle overtrædelsessager på.
Fund af forbudte antibiotika i kød ledte således til fratagelse af økomærket i Italien, men kun til en advarsel i det franske system. Det er ikke godt nok, konkluderer rettens medlemmer.
”Borgerne betaler mere for varerne, og derfor er de også meget interesserede i at sikre, at det virkelig er økologisk,” siger Kevin Cardiff, der er det britiske medlem af revisionsrettens 27 udpegede kontrollanter.
Revisorerne gør også opmærksom på, at EU-Kommissionen ikke siden 2001 har kontrolleret de nationale kontrolinstanser for at sikre, at de lever op til deres ansvar. EU-Kommissionen tager kritikken til sig.
”Kommissionen er opmærksom på visse svagheder i kontrolsystemerne og risikoen for en underminering af forbrugernes tillid. Derfor er forbedring af overvågningen og kontrolsystemerne helt central,” pointeres det fra EU-hold som svar på rapporten.
Kommissionen understreger blandt andet, at EU's Fødevare- og veterinærkontor (FVO) allerede fra i år vil gøre mere ud af at kontrollere økovarernes sporbarhed og også gøre en ekstra indsats, når det gælder varer, der kommer fra lande uden for EU.