Bæredygtig intensiv fødevareproduktion er løsningen, når Danmark skal sikre indtjening til landet og mad til flere end ni milliarder mennesker på verdensplan.

Det mener Landbrug & Fødevarer, som samtidig gør opmærksom på, at kombinationen af hurtighed, volumen og kvalitet de seneste år har sikret dansk landbrugs- og fødevareeksport et massivt løft.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en vækst, der skal fortsætte, for at vi globalt kan løfte den enorme udfordring, det er at brødføde en befolkning på syv milliarder nu og ni mia. om 40 år, sagde Niels Jørgen Pedersen, formand for Landbrug & Fødevarer.

- Verden kan ikke brødføde så mange mennesker med en produktion, der ikke er intensiv. Det vil lægge beslag på alt for meget natur. Vi har igennem 25 år bevist, at vi i Danmark kan øge produktionen uden at øge belastningen af vores miljø. Det er også derfor, at FN anbefaler en stadig mere bæredygtig intensiv produktion af fødevarer, siger Niels Jørgen Pedersen.

Han mener, at intensiv og bæredygtig ikke er modsatte poler.

- Flere fødevarer skal produceres med brug af færre ressourcer og mindre belastning af omgivelserne. Affald og næringsstoffer fra produktionen skal genbruges til ny produktion.

- Dansk fødevareproduktion er i verdensklasse. Vi er verdens største eksportør af mink og græsfrø, og verdens tredje største eksportør af svinekød og økologisk kød og mælk. Det vil vi også være om fire, otte og 20 år. Og helst verdens førende på det hele, men det kræver, at virksomhedernes spilleregler forenkles væsentligt, understreger Niels Jørgen Pedersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Formanden opfordrer regeringen til at trimme den vildtvoksende skov af afgifter, som presser danske virksomheder på deres konkurrenceevne. Samtidig skal myndighederne have en mere målrettet tilgang til reguleringen, der sætter mål for ressourceforbrug og udledning i stedet for at begrænse produktionen.

- Vi kan skabe vækst samtidig med, at vi får mere natur og sikrer vores miljø, siger Niels Jørgen Pedersen.