De danske landmænd får brug for en krystalkugle, når de skal tage beslutningen om at anlægge sag om vandplanerne inden torsdag den 21. juni 2012.

Konsekvenserne af kommunernes handlingsplaner for vandindsatsen og randzonerne vil nemlig først være tydelige lang tid senere. Handleplanerne er ikke engang blevet offentliggjort endnu.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der vil heller ikke stå beskrevet, i hvor stort omfang de enkelte lodsejere vil blive berørt, idet selve konsekvenserne i form af eventuel forringet vandafledningsevne først vil blive beregnet af kommunen, når projektet for den pågældende delstrækning påbegyndes, fortæller jurist Martin Baymler Thomsen, Djrusland Landboforening.

Den nøjagtige udstrækning af randzoner på ejendomsniveau er heller ikke endeligt vedtaget. I øjeblikket står det kun klart, at der skal udlægges 50.000 hektar randzoner på landsplan. 

- Fødevareministerens randzonekort er således langt fra endeligt og temmelig mangelfuldt, hvorfor dette ikke kan danne grundlag for en nøjagtig fastlæggelse af konsekvenser, forklarer juristen.

Skal jeg sagsøge staten nu?

Det kan derfor være svært at vurdere, hvor store konsekvenser vandplanerne får for netop ens egen bedrift. Og det gør det svært at beslutte, om man skal lægge sag an inden fristens udløb.

- Meget generelt kan man nok sige, at dem, der måtte have den største interesse i at anlægge sag inden den 21. juni er landmænd, der vil blive mærkbart berørt af både randzoner (mere end fem procent af bedriftens areal), reduceret vandløbsvedligeholdelse og krav om ekstra efterafgrøder, samt større jordbesiddere, der står til at miste mange hektar. Det er dog meget vanskeligt at udstikke nogle generelle retningslinjer for, hvem der bør anlægge sag, lyder det fra Martin Baymler Thomsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvis man ikke anlægger sag om selve vandplanernes gyldighed inden fristens udløb, mister man dog ikke retten til at anlægge sag om ekspropriation på et senere tidspunkt, når handleplanerne forelægger.