Selvom Landbrug & Fødevarer i næste uge stævner staten for både vandplanerne og randzonerne, er der mange landmænd, som selv bør stævne staten, hvis de bliver særligt hårdt ramt af vandplanerne.

- På punktet om randzoner stævner vi staten på ekspropriation, og der er ingen udløbsfrist på den slags sager. Derfor behøver I ikke stævne staten lige nu. Men ved vandplanerne er der frist den 21. juni, fortæller Håkon Djurhuus, som er Landbrug & Fødevarers advokat.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han påpeger, at der er en risiko for, at det ikke er tilstrækkeligt, at Landbrug & Fødevarer stævner staten.

- Vi risikerer, at når vi har vist nogle cases frem og vundet de sager, vil staten gå ud og sige, at det var tale om nogle konkrete sager, og at afgørelserne ikke kan overføres til alle landmænd. Derfor skal man som landmand overveje, om man bliver så hårdt ramt af vandplanerne, at man selv bør stævne staten, siger han.  

Unødvendigt at stævne, hvis vandplaner er ugyldige

Der er dog et scenarie, hvor Landbrug & Fødevarers stævning er tilstrækkelig for hele landbruget.

- Det er klart, at hvis vi vinder hele retssagen om vandplanerne, og de bliver kendt ugyldige, så slipper I alle sammen for dem. Men man kan bare ikke garantere, at man vinder en sag, siger Håkon Djurhuus.

Han har lavet en vejledning til, hvordan man nemt og billigt kan stævne staten. Den kan læses på Landbrug & Fødevarers hjemmeside.