De 17 eurolande oprettede i sidste uge en pagt, der skal sørge for, at samarbejde og kontrol med hinandens finanslove retter op på EU’s økonomi og euroens slingrekurs. Danmarks regering og Folketinget skal nu vurdere, om Danmark skal med i pagten.

Landbrug & Fødevarer håber, at det besluttes, at Danmark skal være med.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er afgørende, at der også fremadrettet er tillid til den danske økonomi. Den tillid, vi nyder i dag, vil komme i fare, hvis vi vælger at stå uden for europagten. Danmark og dansk økonomi og eksport er i den grad bundet op på den europæiske økonomi, siger Carl Aage Dahl, administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer.

Direktøren vurderer også, at Danmarks politiske indflydelse i Europa vil blive væsentligt formindsket ved at stå udenfor. Noget, der også kan risikere at skade Danmarks kommende EU-formandskab.

Finanspagt varsler ny ansvarlighed

Mange iagttagere og politikere peger på finansmarkederne som årsagen til den økonomiske krise i EU. Carl Aage Dahl peger dog også på uansvarlig økonomisk politik som en væsentlig synder. 

- Der er ingen tvivl om, at uigennemskuelige finansielle produkter og andre tvivlsomme konstruktioner har båret en del af ansvaret for den vaklende globale økonomi. Men grundlæggende handler den nuværende statsgældskrise om manglende ansvarlighed i den økonomiske politik og manglende vilje til at afhjælpe budgetunderskuddene. Samtidig er der ikke sikret en stærk politisk overbygning på den fælles mønt, siger Carl Aage Dahl.

Han understreger, at europagten tager hånd om disse udfordringer. Derfor vil det være udtryk for gambling med fremtidig vækst og økonomisk udvikling i Danmark, hvis vi ikke tiltræder hurtigst muligt, mener han.