Samtidig med at dansk kylling i 2010 var salmonellafri, faldt antallet af partier med campylobacter i både dansk og udenlandsk fjerkrækød for tredje år i træk. Det viser tallene fra Fødevarestyrelsens stikprøvekontroller i 2010. Det skriver Fødevareministeriet på deres hjemmeside.

Sidste år fandt Fødevarestyrelsen salmonella i cirka 10 procent af stikprøverne af fjerkrækød fra udlandet. Dermed ligger dansk kyllingekød markant bedre end det udenlandske. Men der er også over de senere år registreret et fald i salmonellaforekomsten i udenlandsk fjerkrækød.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Resultaterne bekræfter os i, at vores indsats imod salmonella i det danske kyllingekød virker, og vi har også, set over de senere år, oplevet et fald af salmonella i importeret fjerkrækød. Begge dele er godt nyt for fødevaresikkerheden, og de seneste EU-tal viser da også, at stadig færre forbrugere bliver smittet med salmonella både i Danmark og i EU-landene generelt, siger Henrik Høegh, der onsdag er i samråd i Folketingets fødevareudvalg om den danske indsats mod salmonella.

De nye tal stammer fra Fødevarestyrelsens rapport om den såkaldte case-by-case kontrol i 2010. Case-by-case kontrollen består i, at Fødevarestyrelsen hvert år udtager stikprøver af dansk og udenlandsk fjerkræ-, svine- og oksekød og undersøger dem for salmonella og campylobacter.

Case-by-case kontrollen vil blive evalueret i 2011. Resultatet af evalueringen skal anvendes til at styrke og optimere kontrollen. Det skal ske på baggrund af det meget store materiale, der er opnået i løbet af fire års kontrol.