Abonnementsartikel

Der er ikke fundet salmonella i kyllinger, men der er salmonella i hver syvende prøve taget på oksekød. "Alarmerende" siger minister.

Der er både gode og dårlige nyheder i årets rapport om kontrollen af salmonella og campylobacter i kød. Bedst ser det ud for salmonella i dansk kyllingekød, hvor der slet ikke er fundet bakterier, oplyser Fødevarestyrelsen.

Til gengæld er det med alvorlig mine, fødevareminister Mette Gjerskov ser på salmonellatallene for dansk oksekød. Her fandt Fødevarestyrelsen salmonella i 14,3 procent af de undersøgte partier, hvoraf de 8,6 procent blev vurderet til at være farlige.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udviklingen skal vendes

- Den udvikling vi har set af salmonella i oksekød i 2012, er alarmerende. Derfor sætter vi en undersøgelse i gang så vi kan finde ud af, hvorfor vi har set en stigning. Samtidig strammer vi sammen med erhvervet op på den handlingsplan, der er på området, så vi kan få vendt udviklingen, siger Mette Gjerskov i en pressemeddelelse.

- Vi skal have forekomsten af salmonella i oksekød ned igen. Vi er et af verdens førende lande inden for fødevaresikkerhed, og det skal vi fortsat være, siger Mette Gjerskov.

Den forkerte vej

Der er også fundet mere campylobacter i både dansk og udenlandsk kød end tidligere. Men det er der en forklaring på. Kontrollen er nu mere risikobaseret, så der for eksempel slet ikke tages prøver af frosset kød, der erfaringsmæssigt har lavt campylobacterindhold.

- Der er selvfølgelig grund til at glæde sig over, at vi har fået bugt med salmonellaen i danske kyllinger, og at Fødevarestyrelsen generelt har fundet færre salmonella-bakterier i sine kontroller. Men udviklingen med hensyn til salmonella i oksekød er gået den forkerte vej, siger Mette Gjerskov.

Hun arbejder på en campylobacter-handlingsplan.