Med JCB-teleskoplæsseren er der tænkt fremad, der er nemlig nu mulighed for to-kreds luftbremser på den gule arbejdshest fra JCB.

En teleskoplæsser er på mange bedrifter en uundværlig maskine, men maskinen benyttes ikke kun til at blande foder eller læsse korn. I dag bliver den ofte brugt til mindre transportopgaver og hjemkørsel af halm. Når vi skal benytte teleskoplæsseren til transportopgaver, skal der også være styr på lovgivningen. Når man investerer i en ny maskine om det er en traktor eller en teleskoplæsser, så investerer man i fremtiden.

Når vi kigger ind i fremtiden, så ser vi også den gule teleskoplæsser fra JCB. Der er i hvert fald lagt op til at JCB vil fremtidssikre sig mod den kommende udvikling og lovgivning omkring bremser, for på de nyeste modeller er det nu muligt at sætte kryds ved luftbremser på udstyrslisten.

Den nye kabine giver et godt udsyn til chaufføren, da forruden er buet og er ført helt op i ét stykke.

- Emil Samsø Møller, PowerGear-testpilot

Ét stykke glas

Der er på de gule teleskoplæssere fra JCB kommet en helt ny kabine. Den nye kabine giver et godt udsyn til chaufføren da forruden er buet og er ført helt op i ét stykke. Det betyder, at samlingen mellem forruden og glasset i taget nu er fjernet, og dermed er der ingen blinde vinkler ved læsning af lastbiler med korn eller stabling af halm. Udsynet i den testet læsser er faktisk rigtig godt, og man sidder forholdsvis højt i forhold til bommen og dermed giver det mulighed for at kigge over den.

I den nye kabine er der mange lækre detaljer, der gør det til en leg at køre med læsseren fra JCB. Jeg savner dog funktionen, som automatisk aktiverer parkeringsbremsen når jeg forlader sædet, da jeg flere gange har oplevet at forlade kabinen uden at aktivere parkeringsbremsen, og jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste. Dog er der monteret en alarm, som aktiveres, når der ikke sidder nogen i sædet, men når sædekontakten er der, kunne den lige så godt aktivere parkeringsbremsen automatisk.

rich-media-1
De kolde, våde vinterdage vil det være en stor fordel hvis der kan fordeles luft i hele kabinen og ikke kun den forreste del. Foto: Emil Samsø Møller.

Flot og funktionsdygtig

Joysticket er placeret i højre armlæn, som følger med sædet, dog savner jeg flere indstillingsmuligheder af armlænet. Hvis armlænet skulle være helt optimalt, skulle det være muligt at indstille armlænet i højden for at det kan tilpassen til den enkelte bruger og give den bedste køreoplevelse. Vendegears-funktionen er både placeret på venstre side af rette og på bagsiden af joysticket, og giver derfor bedre muligheder for at benytte de hydrauliske funktioner som er placeret på oversiden af joysticket.

På joysticket sidder der også en knap til rystefunktionen af redskabet der er monteret på teleskoplæsseren. Ved at holde knappen inde og joysticket til venstre, aktiveres rystefunktionen. Rystefunktionen giver gode muligheder for at få materialet til at slippe, når der sidder jord i skovlen eller møg i overfaldet.

rich-media-2
I den nye kabine er der mange lækre detaljer der gør det til en leg at køre med læsseren fra JCB. Foto: Emil Samsø Møller.

Designmæssigt er der også sket store forbedringer i kabinen. Alle knapper og genvejsfunktionerer er placeret samlet på højre side af højre armlæn og giver dermed et flot og funktionelt design. Foran disse knapper sidder der en rulleknap som styrer og navigerer rundt i den syv tommer store informationsskærm. Skærmen er placeret i bunden af forruden ved højre stolpe og dermed forringer den ikke udsynet i kabinen.

rich-media-3
Ved at holde den nederste knap ind og joysticket til venstre, aktiveres rystefunktionen. Rystefunktionen giver gode muligheder for at få materialet til at slippe, når der sidder jord i skovlen eller møg i overfaldet. Foto: Emil Samsø Møller.

I testmaskinen er der blandt andet også klimaanlæg som er med til at fastholde en præcis temperatur i kabinen. Hele seks luftdysser er placeret omkring rettet, og ved forruden er der også placeret en del, men bagerst i kabinen er der ikke én eneste. De kolde, våde vinterdage vil det være en stor fordel hvis der kan fordeles luft i hele kabinen og ikke kun den forreste del.

rich-media-4
Informationsskærmen er placeret i bunden af forruden ved højre stolpe og dermed forringer den ikke udsynet i kabinen. Foto: Emil Samsø Møller.

Efter et par dage med mange ind- og udstigninger af JCB-teleskoplæsseren opdager man hurtigt at der er to trin op til den komfortable kabine. Trinene er placeret under hinanden og det gør det besværligt når man skal ud af kabinen, da det kan være svært at finde dem på vej ud. Teleskoplæsseren er en af de maskiner man skal ud og ind ad mange gange om dagen, og dermed skal det også være nemt. Når nu de fleste andre kan klare indstigningen med blot ét enkelt trin, så burde JCB også.

rich-media-5
Teleskoplæsseren er en af de maskiner man skal ud og ind ad mange gange om dagen, og dermed skal det være nemt. Foto: Emil Samsø Møller.

Et hav af muligheder

Som topmodel er JCB 542-70 AgriPro spækket med udstyr og elektronik, der giver mulighed for at indstille og trimme læsseren til specialopgaver. Eksempelvis kan fremkørselshastighed og motoromdrejninger samt olieflowet ud til redskabet reguleres individuelt. Specielt når der køres med redskaber som kost, strømaskine, eller hegnsklipper, der kræver tilslutning af hydraulik, er det en stor fordel at kunne justere de tre parametre individuelt. Med hegnsklipperen justeres olieflowet så det passer til klipperen, og motoromdrejningerne øges, så der er tilstrækkelig effekt til at køre i marken. Herefter reguleres hastigheden med hastighedsbegrænseren og kørepedalen.

Teleskoplæsseren har automatisk firehjulstræk, der kobles fra, når hastigheden overstiger 19 kilometer i timen. Ønskes der firehjulstræk ved højere hastigheder, kan det indkobles med en kontakt i instrumentpanelet.

rich-media-6
Med de to orange knapper for enden af højre armlæn, kan man indstille motorondrejninger og fremkørselshastighed. Foto: Emil Samsø Møller.

To i én transmission

JCB DualTech VT er en sammenbygning af en hydrostatisk transmission og en traditionel powershift transmission. Transmissionen er med fire gear, og i første gear, der dækker intervallet 0-19 kilometer i timen, kører JCB-læsseren med hydrostatisk transmission. Når hastigheden kommer over 19 kilometer i timen, og der skiftes til andet gear skiftes der fra hydrostatisk transmission over til powershift transmissionen, med direkte træk ud på hjulene.

Transmissionen kan indstilles i en række modes, og til varierende læsse og transportopgaver falder valget som udgangspunkt på Drive, hvor der skiftes automatisk imellem de fire gear.

Sammenbygningen af de to forskellige transmissionstyper fungerer rigtig godt, og det giver gode muligheder til alsidigt arbejde. Om der køres halm eller om der læsses korn på en lastbil, er der overskud fra transmissionen. Når gearet Drive er valgt, så er det bare at træde på speederen, og så er det bare hastigheder der bestemmer om maskinen bliver trukket af den hydrostatiske eller powershift transmissionen. Man bemærker ikke overgangen fra det ene til det andet, og det mærker som et skift mellem to powershift-gear.

rich-media-7
Den hurtige hydraulik og DualTech VT transmissionen, gør det teleskoplæsseren smidig, hurtig og let at komme rundt med. Foto: Frede- rik Olsen.

Hurtig hydraulik

Hydrauliksystemet på JCB 542-70 AgriPro yder 140 liter pr. minut. Sammenlignet med andre læssere er det meget gennemsnitlig i denne størrelse læsser. For at gøre systemet hurtigere, benytter JCB sig af Smart Technology. Det indebærer blandt andet, at når bommen eksempelvis sænkes eller trækkes ind, ledes olien direkte om på den anden side af stemplet i hydraulikcylinderen. Det sparer pumpekapacitet, når olien ikke skal omkring olietanken og pumpes ud i cylinderen igen. Pumpekapacitet koster energi, og det direkte olieflow reducerer derfor brændstofforbruget, og sammen med high flow ventiler, giver det læsseren meget hurtige cyklustider.

rich-media-8
JCB benytter sig af Smart Technology. Det indebærer blandt andet, at når bommen sænkes eller trækkes ind, ledes olien direkte om på den anden side af stemplet i hydraulikcylinderen. Foto: Emil Samsø Møller.

Plusser

Mulighed for luftbremser

Indstillingsmuligheder af ret

Vendegears placering på joystick

Rystefunktion på redskabet

Mulighed for omdrejnings- og hastighedsindstilling

Minusser

Manglende luftdysser i bag

Ind og udstigningsforhold - to trin op i kabinen

Manglende fodpedal til rettet

Manuel håndbremse

Manglende indstillingsmuligheder af armlæn

rich-media-9
Den testet teleskoplæsser er blandt andet udstyret med klimaanlæg og et 12 volt stik, placeret under radioen. Foto: Emil Samsø Møller.

Tekniske specifikationer

Motorproducent: JCB

Slagvolumen, l: 4,8

Effekt kW/hk: 108/145

Moment, Nm: 560

Egenvægt, kg: 8.520

Løftekapacitet, kg: 4.200

Løftekapacitet max højde, kg: 2.750

Løftehøjde, m: 7,0

Hydrauliksystem: LS

Hydraulikkapacitet, l/min: 140

Transmission: JCB DualTech VT

Antal gear: 4

Hastighed, km/t: 0-40

Venderadius, m: 3,7

Akselafstand, m: 2,75

Totallængde, m: 4,99

Højde, m: 2,49

Dækmontering: 500/70 R24

Brændstoftank, l: 169

Listepriser

Pris på afprøvet teleskoplæsser, inkl. udstyr: 850.000 kr.

Hitch-krog: Standart på AgriPro

Pris på basis-maskine: 795.000 kr.

Pris på luftbremser: 31.000 kr.

Lydniveau

Tomgang: 71,6 dB(A) 850 omdr.

Landevejen v. 40 km/t: 79,4 dB(A) 2.060 omdr.

Parkeret m. fuld gas: 76,3 dB(A) 2.200 omdr.

Tomgang m. blæser fuld styrke: 83,6 dB(A)

rich-media-10
Ventilatoren er med vendbar luftstrøm og kølerelementerne kan let vippes fra hinanden, så urenheder kan fjernes. Foto: Emil Samsø Møller.

Kommentar fra producenten

Af Thomas Frederiksen, Nicolajsen og Larsen

Den nye udviklede Serie III kabine løfter JCB teleskoplæsseren ind i fremtiden. Der er lagt stor fokus på udsyn for føreren med den lavt liggende boom, lave motorhjelm samt den nye forrude.

Den nye kabine er udstyret med et multiarmlæn med brugervenlig betjening af alle funktioner, via de nye membran knapper og den store rulleknap som navigere den nye 7 tommer skærm.

Som standard er de nye teleskoplæssere udstyret med masser af funktioner og de er alle udstyret med de nye to-kreds T1A hydraulisk bremseudtag, dobbeltvirkende udtag og EBS elektronisk bremsesystem. Derudover er der i fremtiden mulighed for, at bestille teleskoplæsserne med udtag til to-kreds luftbremser.

De nye agri teleskoplæssere fra JCB fås i 3 udstyrsmodeller Agri, Agri Super og Agri Pro. Fra 3,6 tons til 6 tons løftekapacitet med en løftehøjde fra 6 meter til 9,5 meter. Den testede maskine er en JCB 542-70 Agri Pro som har en løftekapacitet på 4,2 tons og en løftehøjde på 7 meter. Agri Pro modellerne er udstyret med den unikke Dualtech 2i1 transmission, hvor man får fordelen fra både hydrostatiske- og powershift transmission.

- Vi er stolte over at kunne tilbyde markeds mest moderne læssemaskine med en kabine som hæver standarden for komfort og udsyn inden for teleskoplæssere, udtaler Dennis Faurby, Markedschef.

rich-media-11
Som standart er der fire dobbeltvirkende olieudtag på AgriPro-udgaven. Her ses de to placeret bag på læsseren. Foto: Emil Samsø Møller.