Automatisk oplæsning:

Velas: Vandplaner kan ramme landbrug og lokalsamfund meget hårdt - og uden den ønskede effekt

00:00
Hastighed: ???x
00:00

Seks landbrugsformænd stiller for første gang op sammen ude hos medlemmerne for at drøfte de kommende vandplaner, som i høj grad udfordrer landbruget og lokalsamfundet omkring Hjarbæk- og Skive Fjord.

Seks landbrugsformænd træder den 3. august ud af bestyrelseslokalerne og ind i maskinhusene hos fire landmænd, der driver landbrug i Onsild, Skals, Skive og Karup. For første gang stiller seks foreningsformænd op sammen ude hos medlemmerne for at drøfte de kommende vandplaner, som i høj grad udfordrer landbruget og lokalsamfundet omkring Hjarbæk- og Skive Fjord.

Det skriver Velas i en pressemeddelelse.

- Landbruget bliver særlig hårdt ramt i området omkring de to fjorde, og vi er nødt til at mødes nu, hvor landbrugsudspillet drøftes på Christiansborg. Selv om vi fjerner al kvælstof fra vores marker, kommer vi ikke i mål med at få fjordene i god økologisk tilstand. Vi er nødt til at få flere virkemidler i spil og arbejde lokalt med fjordene, hvis vi ikke skal risikere at fejlinvestere i vandmiljøet og samtidig miste en lang række arbejdspladser i området. Det er vigtigt, at de nye vandplaner både styrker vandmiljøet og vores bedrifter, så vi fortsat kan producere fødevarer, sikre arbejdspladser og et rigt liv på landet. Det er en fælles opgave, der skal løses i lokalsamfundet, understreger formand for Agri Nord, Carl Christian Pedersen.

De rigtige løsninger skal i spil

Fjord- og oplandsanalyser af Hjarbæk- og Skive Fjord viser, at en lang række faktorer er afgørende for vandmiljøet i fjordene. Det står i modsætning til de nye vandplaner, der udelukkende handler om at reducere landbrugets brug af kvælstof på markerne. Det bekymrer de seks landbrugsformænd.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Det er en stor udfordring, at vandplanerne ikke tager højde for alle de faktorer, der udfordrer vandmiljøet, men udelukkende retter sig mod kvælstof fra landbruget. Vi er nødt til at sende et kraftigt signal til vores politikere om, at en lang række lokale fysiske, biologiske og kemiske forhold naturligvis også har betydning for vandmiljøets tilstand. Partierne i Folketinget forhandler lige nu et nyt landbrugsudspil, der sætter rammerne for de næste mange år, og derfor er vi nødt til at gå i dialog med vores medlemmer nu, selv om alle har travlt med at høste, forklarer Frede Lundgaard Madsen. Han understreger:

- Vi ønsker at tænke nyt og finde de bedste løsninger i samspil med de lokale myndigheder og organisationer, og vi har allerede en rigtig god dialog med borgmestre og grønne organisationer. Det er helt afgørende.

Det er alvor nu

Formålet med de lokale møder er at samle landmændene om deres situation, drøfte hvad man i fællesskab skal arbejde politisk for og sende et signal til Christiansborg om, at der er behov for at tænke nyt. Der er brug for at få skiftet den gamle motor ud med en bæredygtig udvikling af både landbrug og fjorde.

- Vi er mange foreninger, der er gået sammen for at understrege betydningen af fremtidens landbrug i dette område, der strækker sig fra Karup å over Viborg til Hobro og Arden. Det er vigtigt for os, at vi både kommer i mål med et godt vandmiljø og samtidig udvikler både landbruget og lokalområdet. Vi skal ikke afvikle. Der er rigtig meget på spil her, slutter Leif Gravesen, formand for Fjordland.

De seks landbrugsforeninger er:

AGRI Nord
Familielandbruget MIDT-jylland
Fjordland
Herning-Ikast Landboforening
Landboforeningen Kronjylland
Landboforeningen Midtjylland