Lyt til artiklen:

Undgå bøder: Husk at lovliggøre din ejendom

00:00
Hastighed: ???x
03:34

Det er et krav, at alle bygninger, og hvad de skal bruges til, er registreret i BBR-registret. Er de ikke dét, eller har man ikke registreret dem korrekt, kan det give bøder på flere tusinde kroner.

Men for mange landmænd og ejere af eksempelvis nedlagte landbrug kan det være en kompliceret affære at holde styr på, om alt er, som det skal være, skriver Velas i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reglerne er nemlig ikke helt ligetil, og bygger man for eksempel et skur, eller laver en gammel stald om til værksted, er det vigtigt at få søgt de rigtige tilladelser. Ellers er den nye bygning eller den ændrede anvendelse ikke lovlig.

- Det er afgørende, at man sørger for at spørge om lov og få tilladelser på plads, inden man opfører et nyt byggeri eller ændrer på brugen af et nuværende. Det kan nemlig give udfordringer, hvis man ikke sørger for at få det plads inden. Risikoen er, at man ender med at gøre noget, som ikke er lovligt, siger Anna Grethe P. Aggerholm, som er afdelingschef i byggeafdelingen i Velas.

Hun hjælper til dagligt landmænd, og ejere af nedlagte landbrug, med at få lovliggjort bygninger.

- Det er ikke bare sådan, at man lige kan ringe til kommunen og få det lovliggjort, fordi man typisk skal have udarbejdet tegninger og beskrivelser og i visse tilfælde endda fysisk ændre på noget bygningerne, for at de kan godkendes, siger hun videre.

Ikke opmærksomme

Særligt på landbrugsejendomme kan der være mange bygninger, og det gør arbejdet med at sikre, at alt er registreret korrekt, ekstra kompliceret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Selv på et stuehus, hvor eksempelvis en ældre generation har valgt tage førstesalen i brug og udnytte den til beboelse, kan der være problemer, hvis man ikke har søgt tilladelse om i sin tid. Det er vigtigt at få det lovliggjort og vise, at byggeriet eller ændringen lever op til lovgivningen. En godkendelse kan i de fleste tilfælde ske ud fra de krav, som var gældende, da ændringen blev lavet eller byggeriet opført, siger hun.

Ofte opstår problemerne ifølge Anna Grethe P. Aggerholm, fordi ejerne slet ikke er opmærksomme på, at der kan være en udfordring, og at de ikke har registreret alt korrekt i BBR.

- Vi har mange sager om nedlagte landbrug med et stuehus og et par ældre driftsbygninger, som ejerne har taget i brug til et andet formål uden at spørge om lov først, fordi de ikke har været klar over, at det var nødvendigt. Pludselig begynder kommunerne så at komme efter dem, fortæller hun.

Opdages ved salg

Da det er ejernes ansvar, at alt er korrekt registreret i BBR, kan uoverensstemmelser mellem BBR-registret og den virkelige verden, foruden at det er ulovligt og kan give bøder, give udfordringer, når boligen skal sælges.

- Det sker naturligvis, når køberen begynder at stille spørgsmål til det, for så har sælgeren en udfordring med at få gjort noget ved det. Her vil køberen typisk kræve, at det er sælgers udgift at få rettet op på fejlene inden salg. Således kan salget blive betinget af, at ejeren får bragt forholdene i orden, og at rettelserne er godkendt og registreret i BBR, siger Anna Grethe P. Aggerholm.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge hende kan en køber også sagtens investere i en ejendom uden at overveje rigtigheden af BBR-registreringerne og tro, at alt er, som det skal være.

- Viser det sig efterfølgende, at der er fejl i BBR kan det sagtens skyldes, at den tidligere ejer ikke har være bevidst om problemet. Opfordringen skal derfor være, at når man skal købe en ejendom, er det vigtigt at være opmærksom på, om alt er registreret korrekt i BBR-registret.