Lyt til artiklen:

L&F: Vandplaner mangler stadig faglighed

00:00
Hastighed: ???x
04:54

Landbrug & Fødevarer ser stadigt markante problemer i de nye vandplaner, og ser frem til den faglige second opinion, som landbrugsaftalen indeholder. Det er positivt at der lægges op til at yderligere kvælstofreduktioner skal ske uden for dyrkningsfladen, og der er tilfredshed med at der skal ses nærmere på udpegningen af vandløb, skriver l&F i en pressemeddelelse.

- Det er fremdeles dybt problematisk, at vandplanernes beregninger er så usikre, at indsatskravenes fysiske placering ændres fra vandplan til vandplan. Bornholm var i mål i den seneste vandplansperiode, nu skal der gøres store indsatser. Det modsatte gælder for Nordjylland. Det er skadeligt for både landbrug og miljø, at der ikke er en logisk kontinuitet i indsatserne. Det store beregnede indsatsbehov fra år til år er grundlæggende en klar indikation af, at modellerne fra Aarhus Universitet ikke kan løse opgaven, siger Thor Gunnar Kofoed, viceformand i Landbrug & Fødevarer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han ser derfor frem til den second opinion, der er del af den brede landbrugsaftale fra 2021.

- Lokale kystvandråd, som nu er i gang med arbejdet, og evaluering fra et internationalt ekspertpanel kan forhåbentlig give os mere solide og afbalancerede vandplaner efter genbesøget. Vi har brug for fokus på alle relevante presfaktorer, og på de indsatser der giver den bedste miljøeffekt, siger Thor Gunnar Kofoed.

Han understreger, at det er vigtigt at holde fokus på de effektive, kollektive virkemidler. De er en fordel for landmanden, fordi de ikke griber ind i markdriften, og for miljøet, fordi de i modsætning til efterafgrøder ikke er afhængige af specifikke vejrforhold for god effekt.

Nye vandområdeplaner skal fjerne 10.400 tons kvælstof

Se også:

Nye vandområdeplaner skal fjerne 10.400 tons kvælstof

Vandløb skal klassificeres præcist

I forhold til vandløb er Landbrug & Fødevarer tilfreds med, at Miljøministeriet vil sætte en vurdering i gang af, om nogle af de vandløb, der endnu ikke er planlagt en indsats for, kan udpeges som "stærkt modificerede" eller "kunstige", fordi vandløbet er tilpasset for, at arealerne omkring dem kan bruges. En sådan udpegning vil betyde, at indsatser der gennemføres i disse vandløb, vil være mindre omfattende af hensyn til anvendelsen af vandløbet. Samtidigt vil det muliggøre en prioritering af indsatser på strækninger med godt fald og hvor naturpotentialet er størst.

- Vi har meget længe argumenteret for, at alt, alt for mange vandløb blev kategoriseret som naturlige. Selv om det var åbenlyst, at de var menneskeskabte eller stærkt modificeret. Vi har selv udviklet et screeningsværtøj til formålet. Derfor er jeg også virkelig tilfreds med, at ministeriet nu går ind og vil rette op på forholdene, siger Thor Gunnar Kofoed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er dog fortsat alt for lidt fokus på spildevand og miljøfarlige stoffer, der udledes via renseanlæg og ved overløb. Det er positivt, at spildevandsrensningen forbedres på udvalgte vandløbsstrækninger, men 103 km, som der lagt op til er alt for lidt, vurderer Landbrug & Fødevarer

Indsats i søer

Thor Gunnar Kofoed peger også på indsatsen for vandmiljøet i søerne som et positivt element i vandplanerne.

- Det er meget positivt, at der lægges op til restaurering af 41 søer. Restaurering er aktuelt for søer, hvor der er styr på tilledningen af næring og organisk stof.

Det er der langt fra alle steder. Særligt fosfor er en udfordring for søerne, og derfor er etablering af 800 ha fosforvådområder af hensyn til søerne en god nyhed.

- Som det for nyligt var oppe i medierne, er spildevandsoverløb også en kæmpe udfordring for søerne. Det er selvfølgelig positivt, at der sikres spildevandsrensning til otte søer. Der er dog langt flere søer, der har behov. Vi foreslår, at der sikres korrekte indmeldinger om overløb til en start for at skabe et reelt vidensgrundlag for videre indsatser, siger Thor Gunnar Kofoed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han opfordrer staten og KL til at man i fællesskab løser flere udfordringer i det forestående arbejde.

- Det kan vi gøre ved at tænke mere multifunktionelt. De indsatser, vi skal i gang med, skal løse flere udfordringer. Det er såvel spildevand, vandtilbageholdelse, afvanding, klimasikring, kvælstof, fosfor og overløb. Det er på tide, at vi gør noget andet end hvad Århus Universitet mener. Deres teorier har ingen forbedringer medført de seneste 10 år. Tværtimod har de fornægtet de reelle udfordringer, siger Thor Gunnar Kofoed.