Lyt til artiklen:

Lyras på jagt efter ny direktør

00:00
Hastighed: ???x
03:36

CEO og grundlægger Rasmus Mortensen fra Lyras tager nu titlen som Chief Vision Officer. Dermed er jagten gået ind på en ny administrerende direktør til firmaet, der oplever rivende international interesse. Alene i år er virksomheden hædret med adskillige internationale og danske priser.

- Jeg glæder mig til at overgå til en ny rolle som CVO, hvor jeg fortsætter med at arbejde på at opnå Lyras' vision og mål, siger Rasmus Mortensen, CEO i Lyras A/S.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Et af mine vigtigste principper de sidste syv år har været at omgive mig med folk, der er mere kompetente end mig på deres respektive fagområder. I dag består Lyras af 60 meget dygtige og dedikerede ansatte. Vi har et fælles mål om at realisere en signifikant reduktion i CO2-udledningerne fra den globale fødevare- og procesindustri. Så det er ikke bare en stilling som administrerende direktør, vi nu skal finde en kompetent fagperson til. Det er en helt unik mulighed for at lede et team med en ekstremt vigtig mission: Nemlig at være med til at skabe en mere bæredygtig fremtid, siger han.

En Chief Vision Officer er en nøgleleder, der typisk er ansvarlig for at udvikle og implementere den overordnede vision og strategi for virksomheden. En CVO fokuserer på at identificere fremtidige muligheder, innovative ideer og strategiske retninger for at sikre virksomhedens succes på lang sigt, skriver Lyras i en pressemeddelelse.

- Jeg skal være en garant for, at vores vision bliver realiseret. På nuværende tidspunkt har Lyras fået bygget solidt et fundament. In passion er at sikre vores grønne ambitioner og at holde tempoet højt i udbredelse af vores teknologi. Derfor er der brug for yderligere kræfter til at styrke den daglige drift og sikre, at vi til fulde udnytter alt det, vi allerede har bygget. Jeg glæder mig til fremover at kunne bruge alle mine kræfter på at skabe fundament og forudsætninger for, at Lyras performer optimalt og gør en vigtig forskel for vores verden, tilføjer Rasmus Mortensen.

Lyras har udviklet den banebrydende teknologi, raslysering, der inaktiverer mikroorganismer i drikkevarer og andre uigennemsigtige væsker ved hjælp af UV-lys. Teknikken er langt mindre energikrævende end traditionel pasteurisering og filtrering. Med raslysering spares derfor mellem 60 og 90 procent energi og 60 til 80 procent vand i forhold til traditionel pasteurisering.

Højere udbytte og fuld mikrobiel kontrol

Ud over at spare vand og energi og dermed reducere miljøpåvirkning giver raslysering højere produktudbytte og opretholder fuld mikrobiel kontrol med lavere driftsomkostninger. Teknologien sikrer høj produktkvalitet i uigennemsigtige væsker som fx mejeriprodukter, læskedrikke, cider og mange industrielt fermenterede produkter. Råvarens værdifulde proteiner bevares i oprindelig form, fordi opvarmning undgås.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når teknologien anvendes til erstatning af dybdefiltrering, sikres højere udbytte og øget automatiseringsgrad i produktionsprocessen.

Lyras' anlæg er indtil videre installeret på virksomheder i blandt andet Europa, Australien og USA. Målet er at implementere raslysering i fødevareindustrien over hele verden og dermed både bidrage til at reducere verdens samlede CO2-udledning og til at øge fødevaresikkerheden markant globalt.