Lyt til artiklen:

Lærlingehygge med fagligt indhold hos Moni Worldwide

00:00
Hastighed: ???x
02:38

Er det importørens job at gøre noget ekstra ud af forhandlernes lærlinge? Det har adm. direktør Henrik Hansen hos Moni Worldwide, der er Deutz-Fahr importør i bl.a. Danmark, faktisk ikke tænkt så meget over. Han vil bare gerne være med til at "hygge lidt om de unge mennesker, for det fortjener de, som han siger.

Derfor har importøren inviteret alle forhandlernes lærlinge til Middelfart til et lærlingearrangement med lidt fagligt indhold, men mest underholdning og hygge, skriver Moni Worldwide i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er en måneds tid siden, invitationerne blev sendt ud, og de må være faldet i god jord hos forhandlere og lærlinge, for indtil videre er der tilmeldt 26.

Programmet for dagen ligger ikke helt fast endnu, for der bliver ved med dukke gode ideer op. Det ligger dog fast, at Deutz-Fahr foodtruck'en kommer og sørger for beværtningen, alle får rig lejlighed til at teste deres evner som traktorpilot, og der bliver forskellige konkurrencer - og ja, altså en god portion hygge, hvis det står til folkene fra Moni Worldwide.

Tiltrække flere unge

Henrik Hansen er overbevist om, at sådan en lærlingedag er godt givet ud.

- Vi arbejder jo ikke i den mest sexede branche for nu at sige tingene lige ud. Så selv om en lærling i vores branche får en rigtig god uddannelse, tjener gode penge før kammeraterne fra folkeskolen har fået deres studenterhue og vel nærmest har jobgaranti efter endt uddannelse, så skal hele branchen gøre sig umage for at tiltrække mange flere lærlinge, siger Henrik Hansen.

Ud over en hyggelig dag sammen med lærlingene håber Henrik Hansen da også, at dette og fremtidige arrangementer vil være med til at forbedre rekrutteringen af lærlinge og serviceteknikere hos netop Deutz-Fahr forhandlerne, når kommende lærlinge kan se, at der er et tæt samarbejde mellem forhandlerne og importøren, skriver Moni Worldwide.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den innovative direktør pointerer, at en lærlingedag kun er et lille bitte bidrag til helheden omkring at tiltrække og fastholde flere lærlinge i branchen. Forhandlerne vil altid spille den største rolle, og måske er kollegerne i de lokale værksteder de allervigtigste, for at nye lærlinge føler sig godt tilpas.

- Det skal være sjovt at gå på arbejde! Ikke nødvendigvis sjovt i betydningen "morsomt", men sjovt i betydningen af rart, kollegialt, interessant og fagligt udviklende, mener han.