Debat: Fakta om kvælstofnormer

I et debatindlæg i Maskinbladet den 4. juli kritiserer Vagn Lundsten de afgrødenormer, der i udkastet til ny gødningsbekendtgørelse vil gælde for 2023/2024. Indlægget indeholder en række misforståelser om, hvordan normerne er udarbejdet, hvorfor vi gerne vil redegøre for, hvordan det rent faktisk finder sted, og hvilken betydning normudbytter mv. har.

Det er korrekt som Vagn Lundsten skriver, at normerne ikke har noget at gøre med miljø og/eller udvaskning til vandmiljøet. Normerne fastsættes af det såkaldte normudvalg, der har fået til opgave at indstille de økonomisk optimale kvælstofmængder for afgrøderne.

Normudvalget er nedsat af Fødevareministeriet og består repræsentanter for Aarhus Universitet, Landbrugsstyrelsen, Miljøstyrelsen, Københavns Universitet og Seges Innovation.

Se også:

Læserbrev: Ingen bør få bøder for overgødskning, så længe landekvoten ikke er overskredet

Siden 2017 er det de indstillede økonomisk optimale normer, der angives i bekendtgørelsen, og som landmanden skal bruge i sin kvoteberegning. I perioden med undergødskning i perioden 1999-2016 blev de indstillede normer reduceret med de politiske bestemte 10-20 procent af Landbrugsstyrelsen.

I praksis foretages beregningen af kvælstofbehovet af Seges Innovation ud fra landsforsøg med stigende mængder kvælstof til forskellige afgrøder. Denne beregning forelægges og behandles af en arbejdsgruppe for normindstilling, der består af repræsentanter fra de samme institutioner som i normudvalget inklusiv en planteavlskonsulent. Arbejdsgruppen er nedsat af normudvalget, som foretager den endelige godkendelse af indstillingen af normer, hvorefter Aarhus Universitet forestår indstillingen til Landbrugsstyrelsen.

Seges Innovation lægger meget vægt på, at indstillingen af normer sker på et solidt og fagligt forsøgsgrundlag for hovedafgrøderne i Danmark. Den indstillede norm for vinterhvede bygger for eksempel på 223 forsøg i perioden 2013-2022 og vårbyg på 115 forsøg og er dermed baseret på en substantiel mængde forsøgsdata.

For afgrøder med et mindre areal er forsøgsgrundlaget mangelfuldt, og her indgår vurderinger af behovet i sammenlignelige afgrøder. Ved indstillingen af normer for frøafgrøder, kartofler og andre specialafgrøder tages en diskussion med faglige eksperter indenfor området.

Vagn Lundsten har ret i, at normudbyttet betyder meget for kvælstofnormerne. I forsøgene kan vi vise, at kvælstofbehovet afhænger af udbyttet og af jordtypen. Derfor er normen angivet for forskellige jordtype, der har hver deres normudbytte. Hvis normudbyttet sænkes, reduceres normen tilsvarende.

Normudbyttet for afgrøderne fastsættes hvert år ud fra udviklingen i udbytter angivet af Danmarks Statistik, hvor gennemsnittet for en 5-årig periode anvendes. Stiger udbytte i Danmarks Statistiks data, stiger normudbyttet. Normudbyttet angives i indstillingen for seks jordtypekategorier. Fordelingen af udbytter på jordtypekategorier er fastsat ud fra forsøgene efter det princip, at udbytterne i gennemsnit skal ramme Danmarks Statistiks udbytter.

Vagn Lundsten skriver, at normudbyttet for vinterhvede på JB 5-6 (90 hkg pr. ha) er 11,8 hkg pr. ha højere end Danmarks Statistiks udbytte (78,8 hkg), hvilket er realistisk, men dog ikke har nogen betydning i denne sammenhæng. Normudbyttet på de 90 hkg pr. ha skal sammenlignes med gennemsnitsudbyttet på JB 5-6, og ikke Danmarks Statistiks udbytter, hvor der også indgår vinterhvede på arealer med JB 2+4, JB 1+3 og på humusjord.

De fleste landmænd med vinterhvede på JB 5-6 vil også være enige i, at et gennemsnitsudbytte på 90 hkg pr. ha på denne jordtype er mere realistisk end et udbytte på 78,8 hkg. Hvis normudbyttet på JB 5-6 blev reduceret, vil normen også blive reduceret. Det vil betyde, at alle landmænd uden udbyttedokumentation vil få en lavere norm, og dem med højere dokumenterede udbytte vil få samme norm som før.

Vagn Lundsten skriver også, at den udbyttekorrektion i vinterhvede på 1,5 kg N pr. hkg, som er gældende i Danmark, er for lav, og at i andre EU-lande regnes med en udbyttedokumentation på 2,7 kg N pr. hkg. Udbyttekorrektion har altid været meget diskuteret, men vores kendskab til både Tyskland og England er, at de ikke regner med en udbyttekorrektion, der er væsentligt forskellig fra den danske, der igen bygger på forsøgsdata.

Det er korrekt, at udbyttekorrektionen ikke korrigerer fuldt ud for den ekstra fjernelse af kvælstof med afgrøden. Merbortførslen af kvælstof med 1 hkg kerne inkl. halm er i niveauet 1,9 kg N, mens udbyttekorrektionen kun er 1,5 kg N pr. hkg. Forsøgene viser dog, at udbyttekorrektionen på 1,5 kg N pr. hkg er tilstrækkelig, hvilket kan tilskrives, at kvælstofudnyttelsen stiger med stigende udbytte.

Vagn Lundsten skriver, at kvælstofnormerne giver en udpining af jorden. En simpel beregning af kvælstofbalancen i vinterhvede viser, at kvælstofbortførslen ved 90 hkg pr. ha inkl. halm er 169 kg kvælstof pr. ha (10,5 procent protein), mens normen er 206 kg N pr. ha. Der er altså et overskud af kvælstof på ca. 40 kg pr. ha, der bør være tilstrækkeligt til at holde jordens frugtbarhed og kompensere for et uundgåeligt tab af kvælstof.

Kvælstofnormerne i sig selv giver derfor mulighed for, at de fleste landmænd kan gødske optimalt.